Kidman i storrolle som fyrstinde Grace

En af årets mest eftertragtede kvinderoller er efter sigende landet i skødet på Nicole Kidman. Hun skal spille Grace Kelly i en film om Hollywood-stjernen, som lagde karrieren på hylden og blev fyrstinde af Monaco.
Projektet med titlen "Grace of Monaco" blev offentliggjort sidste år og ifølge brancheavisen Daily Variety har en stribe af filmbyens største stjerner lagt billet ind på hovedrollen - med Kidman som vinder.
Handlingen, der udspiller sig mellem december 1961 og november 1962, skal belyse, hvordan den amerikanskfødte fyrstinde kæmpede for sit nye land på et tidspunkt, hvor lilleputstatens status som skattely var under pres fra Frankrigs daværende præsident Charles De Gaulle.
Premiere i 2014
Dengang var virkelighedens Grace Kelly 31 år mens Kidman fylder 45 til sommer.
"Grace of Monaco" er skrevet af Arash Amel og får "Spurven"-instruktøren Olivier Dahan bag kameraet. Filmen skal være klar til premiere i 2014.
Kidman bliver næste gang biografaktuel i Lee Daniels' thriller "The Paperboy", hvor hun spiller over for Zac Efron, John Cusack og Matthew McConaughey.