Livsstil

Mildere vinde mellem dronningen og Camilla

Det førhen så kølige forhold mellem dronning Elizabeth og hendes svigerdatter er blevet varmere.

Hertuginde Camilla af Cornwall modtager inden længe en af Storbritanniens fornemste ordener. Monarken har tildelt hende den kongelige Victoriaordens storkors.

Meddelelsen kom i går, hvor Camilla og hendes mand prins Charles kunne fejre deres syvårs bryllupsdag.

For særlig tro tjeneste

Ordenen blev indstiftet af dronning Victoria i 1896 og uddeles af den siddende monark som personlig belønning for særligt tro tjeneste. Modsat de øvrige britiske æresbevisninger har premierministeren ingen indflydelse på udvælgelsen af modtagerne.

Valget af Camilla ses som en betydningsfuld anerkendelse af den indsats, den kommende konges gemalinde har ydet for nationen.

Lagt for had

Hertuginden var ellers ugleset i kongefamilien, da det kom frem, at prins Charles havde fortsat sit forhold til hende mens han var gift med prinsesse Diana. Den tidligere Camilla Parker-Bowles blev lagt for had i medierne, men parret holdt ud og den 9. april 2005 giftede de sig. Det var otte år efter Dianas død og siden er dronning Elizabeths forhold til svigerdatteren blevet direkte hjerteligt.

Den 64-årige Camilla passer talrige royale pligter og var for nylig på officielt besøg i Danmark sammen med prins Charles.