Læserne: Split regningen på første date
Hvis man spiser ude på første date, bør manden og kvinden dele regningen lige over, mener tv2.dk's læsere
Tre ud af fire mænd tilbyder at betale regningen på første date, mens under fire procent af kvinderne er hurtigst til at finde pungen frem. Men selvom kvinden er tøvende med at finansiere den første middag, foretrækker hver sjette kvinde alligevel at betale halvdelen af regningen. Det viser en ny undersøgelse, som datingsitet PARSHIP har lavet om, hvem der skal betale for maden på den første date.
Undersøgelsen gav anledning til en del debat på Go' morgen Danmarks facebookside og ligesom kvinderne i undersøgelsen, mener en stor del af facebook-brugerne også, at regningen skal deles mellem begge parter, når man spiser ude på første date.
"Det er da helt klart, at man skal betale hver for sig, vi kvinder har også penge, så hvorfor er det altid manden, der skal betale?," skriver Lise Jørgensen på Facebook.
Arrangøren bør betale
En stor del af brugerne mener til gengæld, at ansvaret for at betale regningen, lægger hos den part, der har taget initiativ til daten.
"Hvis det er manden, der inviterer ud, så er det ham, der skal betale. Men aftaler man at gå ud at spise sammen, så lægger man begge penge på bordet, med mindre manden råber op og vil betale. Længere er den vel ikke," skriver Camilla Helene Rihan på Facebook.
Kønsrollerne lever stadig
Men selvom det umiddelbart kunne se ud som om, at de traditionelle kønsroller er ved at uddø på daten, er der stadig nogle, der holder fast i, at regningen udelukkende er mandens ansvar.
"Det er og bliver mandens opgave - ingen undtagelser," skriver David Rovsing, en af de få mænd, der blandende sig i debatten, på Facebook.
Han bakkes op ad Gitte Ranners, som efterlyser de traditionelle kønsroller:
"Hvad er der blevet af de gode gamle dyder?," spørger hun.