Designer: Her er de fem bedst klædte danskere
Dansk designer giver sit bud på, hvilke kendte danskere, der har den bedste stil
Smukke kjoler, høje hæle og funklende smykker. De danske stjerner skinner om kap, når den røde løber bliver rullet ud. Men hvem har egentlig den bedste stil?
Marianne Ingeborg Gerda er designer bag mærket 'MIG Copenhagen' og udover at have designet tøj til Tim Schou, forsanger i det danske band A Friend in London, har Marianne Ingeborg Gerda klædt danske kendisser, som Søs Fenger og Basim og Sarah fra X-faktor på.
Her giver Marianne Ingeborg Gerda sit bud på, hvilke kendte danskere, der har den bedste stil.
Pernille Rosendahl
Pernille er en klassiker, med rockede undertoner. Jeg elsker måden, hun bærer de opknappede skjorter, lange nederdele og bukser, på. Pernille formår at være sensuel og sexet, uden at hun behøver at vise hud. Det er klart hendes smukkeste side, set med mine øjne.
Ane Trolle
Jeg er vild med Anes stil. Hun går tit i oversize dragter i skønne farver, og jeg er især vild med de fantastiske buksedragter, hun optræder i, når hun er på scenen. Anes stil bærer præg af en humoristisk undertone, og det er den, der fanger min opmærksomhed.
Fallulah
Fallulahs stil er som et eventyr, som jeg gerne vil høre mere af. Den er som et helt andet univers, og jeg er vild med hendes udtryk og med den dybde, der kendetegner hendes stil. Udover hendes outfits er Fallulah helt fantastisk til at lege med sit hår og make-up. Tak for historien, Fallulah.
Tim Schou
Tim Schou har en fantastisk stil. Han formår at være maskulin, men med feminine undertoner. Han er ofte klædt i sort eller hvidt fra top til tå og sætter dermed snittet i fokus i stedet for farverne. Jeg vil mene, at Tim Schou er en af de fem kendte danskere, som er det bedste match med MIG Copenhagens stil.
Anders Lund Madsen
Jeg har altid været vild med Anders Lund Madsens stil. Kontrasten mellem det dyriske udtryk i hans hår og skæg og det lækre nystrøgede jakkesæt er fantastisk. Man bliver ikke mere mand end Anders Lund Madsen.
"Jeg er i det hele taget vild med kontraster, intense udtryk og mod. Det er det, der skaber en god stil, i min verden," siger Marianne Ingeborg Gerda til tv2.dk.
Søndag kan du læse mere om Marianne Ingeborg Gerdas design og få gode råd til, hvordan du brander dig selv som designer og får kendte danskere til at gå i dit tøj.