Livsstil

Solen er farlig for dit blåøjede barn

Det er ikke kun din hud, du skal beskytte mod solens farlige stråler. Øjnene er lige så vigtige - og det gælder ikke mindst dine børns øjne, især de blå af slagsen.

Vi voksne husker som regel solbrillerne til os selv, men det står værre til, når det handler om vores børn - og det er dumt, for øjnene, og især børnenes øjne, tager nemlig skade, hvis de ikke bliver beskyttet mod solens stråler. Det skriver nrk.no

Hvis dit barn har blå øjne, skal du være ekstra opmærksom. Blå øjne tåler nemlig solen mindre end grønne og brune.

Derfor er børns øjne særligt udsatte

En amerikansk undersøgelse viser, at børns øjne er mere udsatte for solskader end voksnes. I modsætning til voksnes øjelinser kan et barns øjelinser ikke filtrere UV-stråler, og det betyder, at en større del af dem når nethinden.

Den norske overlæge Ketil O. Eriksen er bekymret over resultaterne og opfordrer alle forældre til at huske solbrillerne til deres børn:

"Giv dit barn solbriller på. På dage med meget sol er det især vigtigt for at forebygge øjenskader senere i livet. Børns øjne har en større cellefornyelse end voksnes og tager derfor lettere skade," fortæller han til nrk.no.

Start så tidligt som muligt

Formand for Danmarks Optikerforening, Per Michael Larsen, bakker op om den norske overlæges opfordring:

"Udbyg de fire solråd til fem. I dag lever Kræftens Bekæmpelses fire råd i bedste velgående, og det skal de bestemt blive ved med at gøre, men vi vil anbefale, at de får en femte følgesvend, der skal minde os alle om, at det er vigtigt at passe på sine øjne i solen. Så foruden de fire: siesta, solhat, solcreme og sluk solariet, så kunne man tilføje et femte 'S', nemlig solbriller," siger han til tv2.dk.

Og det er bare om at komme i gang, for jo tidligere du udstyrrer dit barn med solbriller, des bedre er det:

"De alleryngste vil nok rive brillerne af - til dem kan en bredskygget solhat være løsningen. En treårig, derimod, kan sagtens vænnes til at gå med solbriller - og bør blive vænnet til det," siger Ketil O. Eriksen.