Livsstil

Overlever edderkoppen en tur i støvsugeren?

Mange danskere er hunderædde for edderkopper, og støvsugeren er et vigtigt våben i kampen mod de små hurtigløbere

Støvsugeren er et populært middel til at få fjernet edderkopper i huset, men mange har sikkert været på grænsen til paniske for, om edderkoppen kunne finde på at kravle ud igen.

Men du kan slappe helt af. Den kravler ikke op igen. Det forsikrer Mette Knorr, der arbejder som selvstændig biolog i firmaet Skadedyr-ID og tidligere har været ansat på Statens Skadedyrslaboratorium.

"Den har sådan en stor, blød bagkrop og er ikke nær så robust et dyr. Man kan roligt regne med, at den ikke overlever turen," siger Mette Knorr til tv2.dk.

Brækker ben og bagkrop

Nikolaj Scharff er edderkoppeforsker på Statens Naturhistoriske Museum, og han regner heller ikke med, at det lille dyr vender tilbage fra støvsugeren igen.

"De tyndbenede mejeredderkopper brækker i reglen ben og bagkrop, når de støvsuges ved fuld styrke, men der er ingen garanti for de andre arter," siger Nikolaj Scharff.

Ifølge Mette Knorr vil de store edderkopper helt sikkert ikke overleve, men ingenting er selvfølgelig 100 procent sikkert.

"Der kan være en mikroskopisk sandsynlighed for, at en lille edderkop af uransagelige grunde ville kunne klare turen," fortæller Mette Knorr.

Edderkoppen kravler ud igen

Hvis man dog oplever, at en edderkop kravler ud af støvsugeren, er der formentlig en logisk forklaring på det.

"Edderkopper søger ind i sprækker og hule steder. En edderkop, der kravler ud af støvsugeren, var måske ikke den, der kom derind ved at blive støvsuget," fortæller hun.

Man skal ikke nødvendigvis have dårlig samvittighed over at slå edderkopperne ihjel, når de kravler rundt og laver spindelvæv oppe under loftet.

Almindelige edderkopper

De mest almindelige edderkopper i hjemmet er:

  • Den lille husedderkop
  • Mejeredderkoppen
  • Den almindelige zebraedderkop

Kilde: Skadedyr-ID

Fjerner "farlige" spyfluer

"Mejeredderkoppen kan der blive rigtig mange af, og det er enormt irriterende. Den er langbenet og tynd. Der er det enormt smart med støvsugeren. Den er et genialt middel til at få støvsuget både spind og edderkopper væk," forklarer Mette Knorr.

Ikke desto mindre kan edderkopperne faktisk være med til at holde huset derhjemme fri fra andre smådyr.

"Det er et nyttedyr, der spiser de "farlige" spyfluer og andet, som overfører bakterier og virus fra hømhømmer til vores fødevarer. Edderkopperne er i virkeligheden små nyttige rengøringsrobotter. Ingen bakterier trives i et edderkoppespind. De er meget renlige dyr," forsikrer Nikolaj Scharff.