Livsstil

David Bowies karriere vises frem

Over 300 effekter fra David Bowies mere end 40 år lange karriere skal udstilles i London. Tingene er fra David Bowies private samling og er aldrig blevet vist før.

Det hæderkronede Victoria and Albert Museum i London fejrer David Bowie næste år.

Museet danner rammen om en særudstilling af sangerens kostumer, håndskrevne tekster, malerier, fotos, instrumenter, filmoptagelser fra diverse turnéer og meget andet, der tilsammen danner et billede af den britiske sanger og multikunstner.

Det omfattende materiale udstilles under titlen "David Bowie Is" og kan ses fra den 23. marts til den 28. juli.

Effekter vises for første gang

Blandt de godt 300 effekter er den spraglede jumpsuit, Bowie optrådte i som Ziggy Stardust, den japanske designer Kansai Yamamotos kostumer til sangerens "Aladdin Sane"-turné i 1973 og den frakke, Bowie og modeskaberen Alexander McQueen kreerede i 1997 til omslaget på albummet "Earthling".

Det er første gang, Bowie låner ud fra sine private samlinger.

"Vi er så lykkelige over at kunne præsentere denne udstilling om en af verdens mest kreative kunstnere. Han er et sandt ikon og mere relevant i populærkulturen end nogensinde", siger museumsdirektør Martin Roth til BBC og understreger, at stedet er optimalt til den store udstilling:

"V&A er verdens førende museum for kunst og design. Vi er også meget stærke inden for performance og teater, så David Bowie passer perfekt til V&A", påpeger Roth med brugen af museets navn i daglig tale.

Særudstillingen har været to et halvt år undervejs og der ventes så stort pres på, at billetsalget allerede starter i dag. Prisen for at komme ind bliver 14 pund, knap 135 kroner.