Livsstil

Hold mund! Dit brok smitter

"Har du hørt, hvad hun gjorde? Og så sagde han. Og det er da for dårligt! Folk der brokker sig konstant er farlige. Ikke alene smitter deres brok - deres negativitet kan muligvis også gøre dig dum.

Lægger du dagligt øre til mere end 30 minutters brok, bliver du ikke alene udsat for smittefare, du risikerer også at blive dum. Det påstår forfatteren Trevor Blake i sin bog "Three Simple Steps: A Map to Success in Business and Life."

"Hvis du bliver tvunget til at lytte på brok i længere tid, vil du med stor sandsynlighed tilegne dig den samme opførsel og altså også selv begynde at brokke dig," skriver Blake i sin bog og fortsætter:

"Men hvad værre er, så kan for meget brok faktisk gøre dig dum. Undersøgelser viser, at hvis du udsættes for negativitet i 30 minutter eller mere, vil det ødelægge neuroner i hippocampus, som er den del af hjernen, du bruger til problemløsning."

Jeg brokker mig, hvis du gør.

Den danske neurolog Troels Wesenberg Kjær er enig med Trevor Blake i, at negativitet avler negativitet, og at brok således smitter.

"Adskillige neuropsykologise undersøgelser over de sidste 50 år viser, at konformitet er vigtigt i kollektivistiske kulturer. Det vil sige, at vi prøver at blive og gøre som dem, vi er i gruppe med. Hvis der i en gruppe er meget negativitet, så vil det smitte af på medlemmerne i gruppen. Så brok smitter uden tvivl på det sociale niveau," siger Troels Wesenberg Kjær til tv2.dk og tilføjer, at det derimod er usikkert, hvordan brok påvirker hjernen på celleniveau:

"Det kan godt være, det er rigtigt, som Trevor Blake skriver, at brok gør os dummere - det er sandsynligt. Men der mangler videnskabelige beviser for, at det faktisk forholder sig sådan, før jeg vil bekræfte det," slutter den danske neurolog.

Trods uenighed om, hvorvidt brok er fordummende, er der altså ingen tvivl om, at brok smitter, hvorfor du skal gøre, hvad du kan for at undgå folk, der brokker sig, hvis du ikke vil blive en af dem.

Sådan undgår du brok

Mens det altså kan være hensigtsmæssigt at undgå brok, betyder det ikke, at eventuelle problemer ikke skal pointeres og adresseres. Der er dog bare en væsentlig forskel mellem at brokke sig og gøre opmærksom på, at noget ikke er i orden, lyder det fra Trevor Blake.

Han mener således, at folk, der brokker sig, ikke ønsker en løsning - de vil bare gerne beklage sig. Der er med andre ord ikke noget givtigt ved brok, hvorfor det ifølge Trevor er bedst bare at undgå det. Og dertil anbefaler han følgende taktik:

1. Hold afstand

Forsøg at undgå folk, der brokker sig.

2. Bed dem løse problemet

Hvis det ikke er muligt at undgå brok, så bed dem, der brokker sig, om at løse problemet. Det vil få mange "brokkere" til at holde mund, da du ikke giver dem det, de ønsker.

3. Skærm dig selv

Hvis du er fanget blandt en masse "brokkere", så forsøg at blokere for negativiteten med en mental teknik, der ifølge Trevor bedst kan beskrives som "en slags Harry Potter usynligheds-kappe". Eller drøm dig alternativt et andet sted hen.

Via det øverste link i boksen til højre - "Sådan får du arbejdsglæden tilbage" - finder du gode råd til, hvordan man kommer en brokkekultur til livs.