Livsstil

5 ting der gør livet lettere om en måned

Hastværk er som bekendt lastværk, og om ikke andet kan det være rart at være i god tid. Derfor kan man med fordel allerede nu begynde at gøre de indledende forberedelser på vintersæsonen, inden Hr. Frost banker på døren.

Vi har på redaktionen samlet 5 ting, du kan få ordnet allerede nu, så du om en måned kan smække benene op og modtage vinteren med åbne arme.

Bil pleje

Et kært eje om vinteren når vejret rusker i selv en garvet søulk. Men det er knap så sjovt med den varme og tørre transport, hvis du hverken kan se ud af ruderne eller bremse ordenligt. Vi har spurgt teknisk konsulent i FDM, Jacob Mortensen, hvordan man gør bilen klar.

· Tjek dækkene fra sidste år. Dækmønsteret må ikke være mindre end 1,6 mm i dybden. FDM anbefaler dog 3 mm. Du bør også tjekke, om der er nok luft i dækkene. Skal du bestille nye dæk, så gør det nu, i stedet for når alle andre gør det samme om en måned. Så kan du undgå forsinkelser og ventetid fra leverandører og værksteder.

· Rigelig smørelsegør dine låse og lister glade. De har godt af at blive smurt med silikone, så du kan komme ind i bilen, hvilken er en stor fordel, når du skal køre i den, og du forlænger listernes levetid markant.

· Puds ruderneda beskidte, snavsede og fedtede ruder nemmere dugger til.

· Tænd for alle lygterne når mørket falder på, og gå en runde om bilen for at tjekke om alle pærerne virker.

· Det er rigtig rart med el-opvarmede ruder og sidespejle, så tjek om de virker inden kulden slår ind over landet.

· Hvis vinduesviskerne laver striber, så er det på tide at skifte dem.

· Tjek efter om den sprinklervæske du bruger er frostsikker. Det samme gælder kølervæsken. Er du i tvivl om kølervæsken er frostsikker, så kan de teste det for dig på værkstedet.

· Hos FDM mener man, at man bør gå sæsonerne i møde med en ren og pæn bil.

Forbered jernhesten

Det danske nationalikon, cyklen, har brug for en kærlig hånd inden den rider vinteren i møde. Konsulent i Dansk Cyklistforbund, Allan Carstensen har givet os et par råd med på vejen.

· Kæden skal allerede nu og regelmæssigt henover vinteren renses godt og smøres med olie.

· Cyklen har godt af at stå i tørvejr, og hvis du har mulighed for at tørre cyklen af med et klæde i ny og næ, så er det helt perfekt.

· Tjek bremser og kabler inden vejret skifter for alvor. Hvis bremser og kabler er slidte, skal de udskiftes.

· Dansk Cyklistforbund gør kraftigt opmærksom på, at det fra den 1. november i år ikke længere er lovligt, hvis du kun har de såkaldte "dingle" lygter på cyklen. Det vil sige de små diodelygter, der er påsat en lille elastik til at montere med på cyklen. De nye regler siger, at man fra 1. november og herefterdags skal kunne se lys på cyklen fra alle vinkler.

Hjemme er bedst

Bare ikke hvis taget på dit hus er fyldt med huller, eller det gemmer på andre små overraskelser, der bringer vejret med indendørs. Derfor har vi spurgt fagredaktør i Bolius, Casper Kjerumgaard, hvordan man opgraderer huset inden vinteren.

· Tjek tagets smååbninger som vinduer, skorstene og udluftningskanaler. Tjek for små sprækker eller huller så der ikke trænger vand og fugt ind, der kan give fugt, skimmelsvamp og råd.

· Se efter om tagstenene ligger som de skal, og at der ikke mangler nogen. Tagstenene har den funktion, at de skal lede vandet ned til tagrenderne og væk fra huset, derfor skal alle 'leddene' fungere.

· Rens tagrenderne for blade, grene eller andet fyld da de ellers kan flyde over, når det regner. Vandet kan så sjaske ned ad muren, og det skaber fugt, der kan trænge ind i huset.

· Tjek grundens hældning langs husmuren. Der bør være en hældning, så regnen løber væk fra huset. Hvis du har flisegrund lyder tommelfingerregelen, at der bør være et fald på 2-3 centimeter per en til to meter.

· Tjek sålbænkene under vinduerne for små sprækker i kanten langs muren, da der her kan trænge fugt ind.

· Murearbejde er perfekt i oktober, da det hverken er for varmt eller koldt, hvilket bevirker, at murearbejdet ikke tørrer for hurtigt op og giver sprækker. Så hvis du har nogle sprækker rundt omkring i dit murværk ,så er næste måned perfekt til reparationer.

Gå med i lunden

Det er nu du kan finde en masse smukke ting i skoven til pynt og dekorationer. Barkstykker, grene og de hårde svampearter der sidder på træerne kan ifølge naturvejleder i Naturstyrelsen, Jes Ågård, være en god idé at få samlet ind nu.

· Hvis du tørrer svampene i fryseren, så slipper du af med alle de små dyr, der kan gemme sig. Du kan også finde røde bær, flotte blade, agern og en masse andre smukke ting fra skoven. Det er flot pynt i huset allerede nu, men du kan også gemme det til at lave juledekorationer med.

· Imens du er i skoven og samle ind til brugskunsten, så kan du også finde nogle lækre svampe til spisebordet. Det er nemlig lige nu og de næste uger frem, at det er sæson for rørhatte og de sidste kantareller står stadig.

· Lækre hasselnødder og valnødder er også noget du skal begynde at plukke nu, inden fuglene kommer dig i forkøbet. Put nødderne i en sok eller i nogle gamle strømpebukser og grav dem cirka et spadestik ned i jorden derhjemme. Så tørrer de ikke ud, og du kan dermed have nødder helt frem til jul.

· Når nu naturen er så god at give en masse gaver, så har du måske overskud til at give noget igen. Der er mange fugle, der trænger til at få tag over hovedet. Derfor lyder rådet fra Jes Ågård, at man kan sætte overvintringskasser og foderbræt op til fuglene.

Træk din gamle sweater på

Eller måske trænger du til noget nyt vintertøj. Lige nu bugner tilbudsaviserne med gode tilbud på jakker og andet vinterudstyr. Men du behøver ikke købe det dyreste mærke for at være klædt ordentligt på. Indkøber i Spejder Sport, Christoffer Larsen, fortæller at det vigtigste er, at man gør sig sine behov klar.

· Den danske vinter er meget fugtig, og derfor skal du overveje at anskaffe vintertøj, der er vandtæt eller kraftigt vandafvisende.

· Du behøver ikke købe en jakke der kan klare 20 minus grader, da det sjældent bliver så koldt i Danmark. En lidt tyndere jakke som du kan supplere med en varm trøje indenunder betyder, at du også kan bruge jakken i de lidt lunere efterårsmåneder.

Det er en god idé at købe tøjet ind allerede nu, da der ikke er uendelige lagrer af det. For ikke at brænde inde med en masse tøj, laver producenterne stort set kun vintertøj, i det omfang som butikkerne bestiller det hjem. Så skal du have en fat i en af favoritterne, er det ved at være nu.