Livsstil

Sådan levede jeg for 22 kr. om dagen

Er der lavvande i pengekassen? Så se her om du også kan skære dit forbrug ned til bare 22 kr. om dagen i en uge.

Journalist Louise Gade Sig har prøvet at leve for bare 22 kr. om dagen i en uge. Læs hendes beretning om den sparsommelige uge her - og se om du kan lade dig inspirere til en billigere livsstil.

MANDAG

Bye-bye takeawayHurra. En medarbejder er tilbage fra barsel, og hun fejrer sin genopstandelse med morgenbrød til hele redaktionen. Haps. Spareugen er i gang, og jeg har brug for al den gratis føde, jeg kan rage til mig, for en frokost i kantinen til 20 kroner er pludselig meget, når jeg kun har 22 kroner til rådighed om dagen - i gennemsnit.

Min lejlighed ligger midt i takeaway-heaven, så jeg inden for en radius af 300 meter kan spise, lige hvad jeg vil fra hele verden: Vietnam, Italien, Thailand, Salatland. Elsker det - og udnytter det! Mindst to gange om ugen spiser jeg mad udefra, men i denne uge vil en enkelt omgang takeaway få mit budget til at slå revner.

Jeg tripper derfor i Netto og handler ind til de første dage: rugbrød, toastbrød, hamburgerryg, kopnudler, saltstænger og agurk. 40 kr. Da jeg kommer hjem, hælder jeg høsten ud på gulvet, tager et kig og konstaterer, at jeg rent gastronomisk går en meget tam uge i møde. Well, måske kan man smide et par kilo.

-BRUGT: 40,45 kr.

TIRSDAG

På café derhjemmeLige som i går tager jeg cyklen på arbejde: 12 km tur-retur. Hjemmefra har jeg lavet en toast, som jeg varmer op i kantinens mikrobølgeovn. Mine kolleger sidder og mmm'er over kantinens lækre kyllingeret, mens jeg tager en bid af min dampende toast og føler mig lidt som en fattig cowboy.

"Ej, jeg får faktisk helt lyst til toast," udbryder praktikanten, da duften fra min 80'er-spise rammer hende. Det smager jo faktisk godt, det skidt.

Samme lille succesfølelse får jeg, da en veninde samme aften spørger, om vi ikke skal gå ud og drikke en kop kaffe, og jeg takker nej. En typisk cafétur vil koste mig en tredjedel af ugens budget, så jeg foreslår, at hun kommer hjem til mig og får saltstænger og te. Ah. Hjemligt og pis'hyggeligt.

-BRUGT: 0 KRONERONSDAG TeatertossetSå skal der handles ind igen. Jeg pløjer ugens tilbudsaviser igennem og udser mig Fakta som dagens mål. Shopper kalkunpålæg, tomater osv. I aften bliver det bare til en primitiv rugbrøds-platte, for jeg har travlt og skal i teatret. Takket være mit dejlige job er jeg i aften inviteret i Det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren.

Er du også teatertosset, kan du ofte få billetter med en klækkelig rabat på Latesale.dk, ofte op mod 50 procent, hvis du venter til sidste øjeblik. Jeg snuser teatrets gamle magi til mig og nyder hver en piruet.

-BRUGT: 59,75 KRONER.

TORSDAG

Mmm... MarabouPå jobbet deler webredaktricen små Marabou-plader ud, jeg sætter et stykke mellem tænderne og spiser det langsomt. Sjældent har jeg nydt et stykke chokolade så intenst.

Efter job tøffer jeg på biblioteket for at låne en dvd-film - deres udvalg er enormt, og jeg ender med "En Soap" med Trine Dyrholm og David Dencik. Derhjemme tænder jeg så mange stearinlys, at man næsten ikke kan få vejret, og parkerer mig på sofaen. Jeg sætter filmen på og spiser den fuldkornslasagne fra frost, som jeg købte i Fakta i går. Den kostede 17 kr., og smager helt okay.

-BRUGT: 0 KRONER

FREDAG

Firmafest for 0 kr.I dag springer jeg på toget til arbejde, fordi vi skal holde firmafest lige efter fyraften. 14 kr. for et klip.

Arbejdsdagen føles lidt lang. I.Need.Delicious.Food. Rugbrød, toast, og mad fra frost er ærlig talt ved at gøre mig en lille smule frustreret, og med store fugtige Sankt Bernhardhundeøjne kigger jeg på dagens buffet, der er som revet ud fra en reportage på vores egne madsider. Napper en omgang. 20 kr.

Jeg havde set for mig, hvordan jeg seks timere senere ville gå gastronomisk amok til firmaets fest, men maden er faktisk ikke noget at råbe hurra for. Well, well, når man samtidig hælder rigelige mængder (gratis) rød- og hvidvin indenbords gør det ikke noget, at desserten ligner en hundelort. Der er fri bar, og før jeg for set mig om, er jeg stiv som et alterlys.

- BRUGT: 34 KRONER

LØRDAG

Tømmermænd uden beregningJeg vågner med et sæt og med en mund foret med fåreskind. Verden drejer rundt, og jeg må nærmest bolte min kæbe sammen for ikke at råbe "Giv mig noget lækkert," så i mangel af bedre, napper jeg en stor omgang nudler fra min tur i Fakta. Jeg indtager dem i sofaen, mens jeg stener tv.

I løbet af hele ugen har der hver aften været store danske film på TV 2 Film klokken 20.30. I aften er der Kongekabale. Anders Berthelsen, Lars Mikkelsen og Robert Hansen i pivfræk forening. Oh, tvs gratis glæder.

-BRUGT: 0 KRONER.

SØNDAG

Mega meget museumI håb om at undgå liggesår beslutter jeg mig for at være kulturel med en veninde i dag. Så jeg går på Kultunaut.dk og søger. Halløjsa, vi kan komme til gratis linedance i Albertslund. Eller hvad med healing på Frederiksberg, eller organiseret løb i Fælledparken? Alt sammen kvit og frit. Vi vælger Glyptoteket, der lige som en lang række andre museer har fri entré en gang om ugen.

Vinden hyler insisterende i trækronerne over mit hoved, da vi cykler ind mod byen. Glade navigerer vi rundt mellem græske statuetter og får desuden en rundvisning i den aktuelle udstilling "I pyramidernes skygge," og slutter af med et cafébesøg, hvor den store latte i spareugens tegn bliver skiftet ud med sort kaffe og vand. 18 kr.

Da jeg tramper hjemad, indser jeg, at jeg har tilbagelagt 65 km på cykel denne uge - mine lunger har hvinet, og sveden har stået ned af flankerne, men det har været gratis og ret dejligt, faktisk.

- BRUGT: 18 KRONER.

BRUGT I ALT: 152 KR = 21,50 kr. pr. dag.

LOUISES KONKLUSION

Dronningen af gratis goderEfter en uge med lettere banal kost og 1.374 skiftende følelser er jeg færdig. Og jeg klarede det: Jeg overholdt budgettet. Åh, hvor jeg glæder mig til at kunne købe takeaway og til at kunne tage metroen, når jeg lyster.

Samtidig er det dog yderst tilfredsstillende at vide, at jeg rent faktisk har levet for kun 152 kroner på en uge. 152 kroner! Jeg har jo haft det fint, og nu ved jeg, at jeg sagtens kan tage en spareuge i ny og næ, hvis det kniber med finanserne.

Der er også gået et lys op for mig, når det kommer til de gratis kulturelle glæder, som København bugner af, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har skrevet "gratis" i Kultunaut.dk's søgefelt. Skal allerede af sted i morgen, hvor Johannes Møllehave holder foredrag på mit lokale bibliotek, og på fredag er der jazz på Lygten. Kvit og frit. Ladies: kom af sted ud i gratis-land!