Livsstil

Nyt fund: Denne bakterie laver det pureste guld

Der er stadig lang vej til sagnet om Kong Midas, der kunne forvandle alt til guld ved blot at røre ved det. Ikke desto mindre har to forskere fra Michigan State University i USA haft held med at skabe 24 karat guld ved hjælp af en helt særlig bakterie.

De to kollegaer, Kazem Kashefi og Adam Brown, har ved hjælp af en form for kompakt laboratorium formået at fremstille 99,9 procent rent guld. Det skriver netsiden Gizmodo.

Hovedrollen i denne proces spilles af Cupriavidus metallidurans, en særlig bakterie, der er i stand til at overleve under ekstremt giftige forhold.

Fra værdiløs til 24 karat

For et par år siden fandt man ud af, at bakterien levede og voksede på guld, og det fik forskere til at spekulere på, om bakterien blot levede på guld eller rent faktisk var i stand til at skabe det eftertragtede gule ædelmetal.

Og nu er det altså en realitet, at bakterien har en ret så bemærkelsesværdig evne ifølge Kazem Kashefi og Adam Brown.

Ved hjælp af en bio-reaktor har de to forskere i løbet af en uge fået bakterien til at fremstille det pureste guld ved at fodre den med store mængder af stoffet guldklorid, som normalt er et værdiløst og giftigt kemikalie.

"Det vi laver kaldes mikrobiel alkymi. Vi har lavet et værdifuldt ædelmetal ud af noget, som ingen værdi har," siger Kazem Kashefi til universitets egen hjemmeside.

Store omkostninger

De to forskere mener i øvrigt, at de har genskabt den samme proces, som finder sted, når guld skabes i naturen. Cupriavidus metallidurans spiser guldkloridet og det rene guld dannes af bakteriens efterladenskaber.

Selvom forsøget har været en bragende succes, så får det nye "guldfund" ikke en løsning på den økonomiske krise. Omkostningerne vil ganske simpelt være for store, til at det kan lade sig gøre på en større skala, siger de to forskere.

Den anvendte maskine, som Kazem Kashefi og Adam Brown har fremstillet til formålet, bliver rent faktisk brugt som et kunstværk på en udstilling i Østrig, hvor man producerer guld for øjnene af publikum.