Sådan gik præsidentdebatten på Twitter
Før musen over grafen og se udviklingen i præsidentdebatten minut for minut, som den udspillede sig på Twitter.
Da Barack Obama og Mitt Romney natten til torsdag dansk tid tørnede sammen på amerikansk tv, blev en debat antændt på det sociale netværk Twitter. Det viser tal fra Twitter og Center for Journalistik, som gemmer og analyserer alle beskeder om de to kandidater på Twitter.
- Når man ser på tallene, er der ingen tvivl om, at debatten mellem de to præsidentkandidater affødte en voldsom reaktion på Twitter, siger journalistisk lektor Filip Wallberg fra Center for Journalistik ved Syddansk Universitet og social media konsulent hos tv2.dk og fortsætter:
- Det svinger meget fra dag til dag, hvor meget de to kandidater bliver nævnt på Twitter. Men de to kandidater blev samlet set omtalt tre til fire gange så flittigt på dagen for debatten.
På grafen over artiklen kan du selv gå på opdagelse i antallet af beskeder om de to kandidater. Grafen viser antallet af beskeder minut for minut fordelt på de to kandidater. Hvis en besked omtaler begge, bliver den talt dobbelt. Grafen viser et tidspunkt, og tidszonen er sat til New York, der er seks timer foran Danmark.
- Det overrasker mig ikke, at debatten på Twitter eksploderede under debatten mellem de to kandidater. For tendensen er, at brugerne af Twitter skriver betydeligt flere beskeder om Obama og Romney, når de amerikanske tv-stationer fokuserer på politik. Under de to konventer, skrev brugerne også markant flere beskeder om de to kandidater, siger Filip Wallberg og fortsætter:
- Det samme gør sig gældende i Danmark. En undersøgelse fra hjemmesiden overskrift.dk viser, at der blev skrevet 7.000 beskeder på dansk om det Internationale Melodi Grand Prix, da det rullede over skærmen i maj 2012.
Ikke kun tallene fra Center for Journalistik dokumenterer, at tv-debatten fik det sociale netværk til at eksplodere. Twitter selv har analyseret beskederne om de to kandidater og beslægtede emner, og konklusionen blev: Debatten blev den politiske begivenhed i USA som flest omtalte på Twitter. I løbet af aftenen blev der sendt 10 millioner beskeder om de to kandidater og beslægtede emner, fortæller Twitter på sin blog.
Selvom debatten eksploderer, når politik er på tv, mener Filip Wallberg, at det er for tidligt at spå om de millionvis af beskeder flytter stemmer.
Twitter er - modsat Facebook - et åbent medie, og derfor kan man se de beskeder, som brugerne skriver. Man kan gøre beskederne private, men det er kun de færreste, der gør. Og her følger tre af de beskeder som mange sendte videre.
S.E. Cupp, tv-vært hos tv-stationen MSNBC: "When Romney interrupts Obama, Obama almost seems relieved."
Ezra Klein, blogger hos avisen Washington Post: "Romney won this debate by seeming specific. Obama got some good ads out of what he got Romney to be specific about."
Michael Moore, filminstruktør: "Obama please be Obama! You sound like a Democrat (wimpy)."