Guide: Låseolie og silikone...gør bilen vinterklar

Har du prøvet at stå med morgenhår i bidende kulde, og låsen på bilen er frosset fast eller døren ikke kan åbnes? Og har du oven i købet gjort den erfaring, at det ikke er smart at hælde kogende vand over kareten?
Så kan du måske drage nytte af en række gode råd fra Go' morgen Danmarks bilekspert Karsten Meyland Lemche, der gæstede Go' morgen Danmark og fortalte om, hvordan man undgår at bilen bliver uindtagelig - og hvad man stiller op, hvis uheldet alligevel er ude.
Forebyggelse:
Sørg for at give nøglehullet låseolie. Følg anvisningen på flasken og tør efter med en klud. Sæt nøglen i og drej den nogle gange i låsen.
For at undgå at døren fryser fast, anbefaler Karsen Meyland Lemche, at listerne rundt om døren smøres med silikone. Husk at tørre listerne af først. Hvis silikonen er på spraydåse skal man passe på ikke at ramme lakken, da den kan tage skade.
Hvis skaden er sket
Er låsen alligevel frosset fast, er der visse former for låseolie, der også har en optøende effekt. Forhør dig dér, hvor du handler autoudsyr. Men husk, at det alt sammen ikke ikke nytter noget, hvis låseolien befinder sig inde i bilen!
Varm spidsen af nøgle med en lighter. Ikke selve låsen, da den kan være lavet af nylon.
Hvis listerne er frosset til, er det bedst, hvis man har en føntørrer inden for rækkevidde. Mankan lave tricket med en kedel kogende vand, men så skal man efterfølgende huske at tørre grundigt efter. Ellers hævner det sig.
Husk også
Hvis man vasker bilen om vinteren er det også vigtigt at tørre kanterne ordentligt af - ellers fryser dørene til.
Kører du til udlandet på vinterferie skal du tage visse forholdsregler. Se hvilke på FDMs hjemmeside i linkboksen til højre.
Se alle de gode råd fra Karsten Meyland Lemche i videoen nedenfor.
(Videoen er fra arkiv)