Livsstil

Sandt eller falsk: 12 myter om børn

Er det rigtigt, at lige børn leger bedst? Og kan dit barns øjne sidde fast, hvis det gør sig skeløjet?

Netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen lever af at svare på spørgsmål fra bekymrede forældre, og kender om nogen svarene på alle de mange myter, der lever i bedste velgående.

Her har hun plukket 12 af de mest sejlivede myter ud, som hun giver dig svarene på - læs med og bliv lidt klogere.

Myte nr. 1: Børn træner deres lunger, når de græder

Nej børn græder, fordi de har brug for at vi skal hjælpe dem. Gråd er et kommunikationsmiddel.

Myte nr. 2: Babyer får skæve ben, hvis de begynder at stå op for tidligt

Nej, børn er født mere eller mindre hjulbenene. Det anbefales, at børn får dagligt tilskud af D-vitamin for at forebygge Rakitis - Engelsk syge, som var årsagen til at børn i gamle dage fik deforme knogler.

Myte nr. 3: Børns øjenfarve skifter de første leveår

Ja, alle børn bliver født med blå øjne, og øjnene kan være så mørke, at de næsten virker sorte, ligesom de kan være helt lyse blå. Børns øjenfarve ændrer sig gradvist i løbet af de første 1-2 år, og hos nogle helt op i skolealderen.

Myte nr. 4: Nye tænder giver rød hale

Både og. Der er ikke videnskabeligt belæg for at sige, at tandfrembrud giver rød numse, men mange forældre oplever det.

Myte nr. 5: Sukker gør børn hyperaktive

Både og. Det afhænger helt af, hvad barnet i øvrigt spiser, og hvor meget sukker der er tale om. Også farvestoffer, konserveringsmidler og andre ting kan spille ind.

Myte nr. 6: Øjnene risikerer at sidde fast, hvis man gør sig skeløjet

Nej. Hvis man skeler med vilje, er man blot i stand til at bruge de muskler, der trækker øjet indad, og det er ikke farligt.

Myte nr. 7: Det skader øjnene, hvis barnet sidder for tæt på fjernsynet

Nej. Det skader ikke, mange børn vil sætte sig tæt på fjernsynet, på den måde dækker skærmen hele synsfeltet, og barnet lukker andre ting ude og føler sig midt i handlingen. Lidt som når man er i biografen.

Myte nr. 8: Børn vokser, når de sover

Ja, søvn og produktion af væksthormon hører sammen, både når barnet sover i løbet af dagen og sover om natten.

Myte nr. 9: Der er flere kolikbørn blandt førstegangsforældre

Nej. Men førstegangsforældre søger ofte råd og behandling, når deres barn græder utrøsteligt.

Myte nr. 10: Lige børn leger bedst

Både og. Vi har nok generelt en tendens til at vælge legekammerater, venner osv., der minder om os selv. Men det er ikke nødvendigvis godt. Man behøver ikke være bedste ven med alle, men man skal være en god kammerat over for alle, og der skal være plads til os alle, trods forskellighed. Når man leger sammen med nogen, som er forskellige fra en selv, eller når man leger et ulige antal, så lærer man at tage hensyn til hinanden, og man lærer også, at selvom man er forskellige, så kan man godt have glæde af hinanden - måske netop fordi forskellighed også kan være en styrke.

Myte nr. 11: Det er bedst, hvis der er tre år mellem søskende

Både og. Førhen i tiden sagde man, at tre år var en ideel alder mellem søskende. Et helt lille barn har brug for sine forældre hundrede procent, den grundlæggende tilknytning til forældrene dannes, og barnet udvikler sit selv de første tre år. Derefter vil barnet naturligt være psykisk mere parat til at dele mor og far med en anden. I dag siger man, at der ikke findes en perfekt alder mellem søskende - der er fordele og ulemper ved alle aldre.

Myte nr. 12: Blege børn får ikke nok grøntsager

Både og. Hvis man har et barn, der er blegt, træt, virker til at mangle overskud, har sorte rande under øjnene osv., så kan det naturligvis handle om manglende sufficient kost. Det kan dog også handle om manglende søvnrutiner, eller handle om at barnet reelt er sygt. Derfor bør barnet vurderes af lægen, for at udelukke sygdom.