Livsstil

Sådan bliver kronprinsesse Mary fejret

Hun er hustru til Danmarks kommende konge, repræsentant for vores land, protektor for hjertesager som Dansk Flygtningehjælp, Hjernesagen, Hjerteforeningen og Mødrehjælpen.

Og så er hun i øvrigt stilikon for alverdens kvinder og ikke mindst mor til fire - naturligvis arrangeret i skøn harmoni med to af hvert køn. I dag fylder hele Danmarks smukke kronprinsesse Mary 41 år. Hvordan mon hun skal fejres? Såmænd ikke så meget anderledes end alle os andre, siger royal ekspert Jon Bloch Skipper til tv2.dk:

- Når de kongelige har fødselsdag, gør de ligesom alle os andre. De inviterer den nærmeste familie og vennekreds og hygger sig sammen.

- Det er kun, når det er monarken, der fylder år, at fødselsdagen kan få karakter af at være en halv-offentlig begivenhed. Ellers foregår det, som når hr og fru Danmark skal fejre fødselsdag, fortsætter han.

Du kan læse mere om Mary nedenunder her samt klikke dig igennem en stribe skønne billeder af Mary ved at følge linket i boksen.

Mødet med en vis kronprins blev hendes skæbne

Kronprinsesse Mary var engang en helt almindelig pige, der boede i Hobart på Tasmanien sammen med sin familie - faren John Dalgleish Donaldson, moren Henrietta Clark, de to søstre Jane og Patricia og broren, der hedder John ligesom faren. Moren døde i 1997 efter komplikationer fra en hjerteoperation. Faren giftede sig igen i 2001 med forfatteren Susan Elizabeth Horwood.

Under sin opvækst i Hobart gik den lille Mary næppe rundt og forestillede sig, at hun en dag ville blive gift med en kronprins, selv blive kronprinsesse og komme til at bo i et lille land højt mod nord.

Det var imidlertid, hvad der skete, da hendes skæbne blev beseglet lørdag den 16. september 2000. Her mødte Mary helt tilfældigt kronprins Frederik fra Danmark - det var under de Olympiske Lege i Sydney.

Forholdet mellem de to udviklede sig til ægte kærlighed, og tre år efter deres første møde blev deres kærlighed og forhold blåstemplet af dronning Margrethe - forlovelsen blev annonceret den 8. oktober 2003.

Brylluppet stod den 14. maj 2004 i Københavns Domkirke. Og så blev det sikkert og vist: Danmark havde fået en kronprinsesse, der på et tidspunkt vil blive dronning af Danmark.

Der var en, der var to, der var tre - nej fire

Allerede året efter blev Mary gravid, og den 15. oktober 2005 fødte hun en sund og velskabt søn, der fik navnet Christian Valdemar Henri John. Blot halvandet år efter, den 21. april 2007, fødte Mary sit andet barn - en lille velskabt prinsesse, Isabella Henrietta Ingrid Margrethe.

Den 8. januar 2011 kom så treeren og fireren i søskendeflokken, tvillingerne Vincent Frederik Minik Alexander og Josephine Sophia Ivalo Mathilda. Og selvfølgelig kom den lille dreng før den lille pige - symmetrien dreng-pige-dreng-pige blev holdt intakt.

Mon ikke tvillingerne bliver de sidste i Mary og Frederiks børneflok?

Hvis du er til mere Mary, kan du se en stribe skønne billeder fra kronprinsessens liv ved at følge linket i boksen øverst på siden - fra barndommen på Tasmanien, over det første skæbnesvangre kys med en kronprins fra Danmark til livet på de bonede gulve og som mor til fire små børn. God fornøjelse!

Kilde: Wikipedia