Her er 6 ting du ikke må sætte i ovnen

Er du også vild med at tilberede din mad i ovnen? Så er du ikke alene. I en travl hverdag sværger mange af os nemlig til den firkantede køkkenhjælper, der laver maden færdig til os, mens vi kan koncentrere os om noget andet.
Selvfølgelig må du sætte din mad i ovnen, men du skal være opmærksom på den emballage, den er pakket ind i. Det fortæller fødevareekspert Michael René til tv2.dk. Her guider han dig igennem seks ting, du ikke må sætte i ovnen.
1. Gennemsigtig plastik
Plastikemballage som polyethylen (PE) og polyethylen terephathalat (PET) som f.eks. sodavandsflasker og salatbakker og specielt de gennemsigtige af slagsen må ikke komme i ovnen, da de smelter. Gennemsigtigt polyethylen betegnes teknisk som amorft polyethylen og tåler ikke mere end 70 grader.
2. Plastik fra kødprodukter
Typisk plastikemballage til kødprodukter som hakket kød og fileter er ofte produceret af polystyren (PS) eller polypropylen (PP) og det må ikke komme i ovnen, da emballagen smelter.
Polystyren smelter ved 85 grader og polypropylen smelter ved 121 grader. Der er dog mange fast food produkter, der med rette er emballeret i polypropylen, men her er det vigtigt at holde sig til den anbefalede temperatur og opvarmningstid ellers smelter emballagen.
3. Plastikposer
Plastikposer der ikke er mærket som stegeposer må aldrig anvendes i ovnen. Plastikposer er oftest produceret af LDPE (Low Density PolyEthylen), som er polyethylen med lav densitet ~ lavere vægtfylde og må aldrig anvendes i ovnen som stegepose eller lignende, da posen smelter. Anvend en stegepose eller som sidste alternativt stanniol.
4. Plastikfilm fra fastfoodprodukter
Fastfoodprodukter som eks. thairetter til mikroovn er ofte emballeret i en papemballage med en tynd plastikfilm på indersiden, der smelter hvis den sættes i en almindelig ovn. Vælger du den hurtige convenience løsning så tilbered i den anbefalede ovn i henhold til anbefalet tid og temperatur.
5. Madpakkepapir
Brug aldrig madpakkepapir i stedet for bagepapir i ovnen. Madpakkepapir brænder af og lugter fælt.
6. Husholdningsfilm
Husholdningsfilm er oftest produceret af LDPE (Low Density PolyEthylen), som er polyethylen (PE) med lav densitet ~ lavere vægtfylde og må aldrig anvendes i ovnen, da filmen smelter. Anvend altid en stegepose.