Livsstil

Skilsmisseforældre? Sådan tackler I konfirmationen

Få gode råd til, hvordan I skaber den bedste konfirmationsfest for jeres fælles barn

Skal I holde to fester? Hvilken forælder skal med i kirke? Og hvem skal egentlig finansiere festlighederne? Det kan være svært at få konfirmationen til at køre på skinner, hvis man er separeret og har svært ved at enes. Her får du gode råd til, hvordan I sammen når det fælles mål: At skabe den bedst mulige dag for jeres barn.

- Mange separerede forældre begår den fejl, at de glemmer, at konfirmationen er barnets fest. De lader deres bitterhed og uvenskab overskygge dagen. Det er enormt svært at være barn i en skilsmissefamilie, hvor kommunikation og samarbejde ikke fungerer - ikke mindst, når man skal konfirmeres, siger Helle Laursen Petersen, administrerende direktør i delebarn.dk, til tv2.dk.

Læg konflikterne til side

Selvom det måske kan være svært at se igennem fingrene med din irriterende ekskone, eller med din forhenværende partners utroskab, bør du gøre en indsats for at lægge følelserne på hylden for barnets skyld.

Ifølge Helle Laursen Petersen er det en god idé at påbegynde samarbejdet om konfirmationen i rigtig god tid. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og hvis det er barnets ønske, bør I holde konfirmationsfesten i fællesskab.

- På en arbejdsplads kan du også blive sat til at samarbejde med en kollega, som du ikke bryder dig særlig meget om. Men chefen forventer, at du udfører opgaven tilfredsstillende alligevel. Skub dine følelser til side, tag den professionelle hat på og gør dit bedste for at få det til at fungere, siger Helle Laursen Petersen.

Lyt til konfirmanden

Hvis I har svært ved at blive enige om, hvordan dagen skal fungere, er det en god idé at tage konfirmanden med på råd.

- Du må aldrig bede barnet om at vælge, om det vil fejre sin konfirmation med mor eller far. Der findes ikke noget mere urimeligt spørgsmål. Det bør være op til forældrene at beslutte, hvordan tingene skal foregå. Men tal med barnet om det: Hvordan ser din drømmedag ud? osv., siger Helle Laursen Petersen.

Gode råd til konfirmationen:

1. Hold én fest

Hold festen sammen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og hvis det er den unges ønske.

2. Glem fortiden

Lad alt gammelt nid og nag være glemt. Husk - det er den unges dag - en stor dag og første gang det unge menneske skal være i centrum, være den alles øjne hviler på.

3. Hold fest

Sæt jer selv og evt. konflikter på standby, og tænk kun på det som hører til festen og det at fejre jeres fælles barn.

4. Vær lydhør overfor andres ønsker

Lad barnet være med til at bestemme hvem han/hun gerne vil invitere - det er barnets fest. Altså vær lydhør overfor barnets ønsker i forhold til venner og familie og vær lydhør overfor den anden forælders ønsker omkring hvem der skal med.

5. Tag beslutningerne i fællesskab

Tag ingen beslutninger uden, at spørge den anden forælder eller barnet - lad festen være et fælles anliggende, helt fra bordpynt og bordkort, til invitationen og gæsterne.

6. Vis taknemmelighed for de gode ting

Nævn den anden forælder i din tale, sig tak for det der end er at sige tak for, og nævn intet om det der ikke har været godt. Husk det er en fest dag, og venlighed og taknemmelighed afføder venlighed og taknemmelighed. Den unge vil være taknemmelig for sådan en adfærd resten af sit liv, også selv om de ikke er opmærksom på det på selve dagen.

7. Vær rummelig overfor de nye familiemedlemmer

Inviter de nye familiemedlemmer med, hvis de har været i familien i en længere periode - det vil vise anerkendelse og rummelighed. Måske holder barnet meget af sin nye bonusfar, sin nye bonusmor eller nye bonussøskende?

8. Hæng dig ikke i småting

Hæng dig ikke i småting som farven på dugen, eller valget af lokale. Det er og bliver ikke andet end ydre ting - det vigtige den dag, er den gode stemning og at barnet får en dejlig oplevelse med at være midtpunkt og blive fejret.

9. Giv dig god tid

Giv jer god tid til det hele, sæt dage af op til, så alt er forberedt og tilrettelagt, lige fra talen, til tøjet til velkomstdrinken. Så undgår du/I stress og dermed evt. konflikter pga. underskud.

10. Lyt til konfirmandens ønsker

Vær lydhør overfor den unges ønsker i forhold til snart sagt alt, fra blå mandag til valg af tøj, så du ikke bagefter står med et ungt menneske der i grunden bare hellere ville have haft noget andet end det der blev.

Kilde: delebarn.dk