Livsstil

Et helt land er løbet tør for toiletpapir

Det sydamerikanske land Venezuela lider af så alvorlig varemangel, at der ikke er toiletpapir på supermarkedernes hylder.

Kender du den panik-agtige følelse af, at finde ud af, at du lige har brugt det sidste stykke toiletpapir? Den følelse kender indbyggerne i Venezuela alt for godt. Men desværre kan de ikke bare gå ned i en butik og købe det, de mangler.

På grund af særdeles alvorlig varemangel er landet så godt som løbet tør for toiletpapir. Der er simpelthen mangel på de helt basale ting på butikshylderne i øjeblikket. Det skriver The Guardian.

Landets regering udtaler nu, at man vil impornere 50 millioner ruller toiletpapir for at komme problemet til livs.

Mangler også kaffe og smør

Venezuela har også stor mangel på basisvarer som kaffe, mælk, smør, olie og sukker.

En økonom fra Johns Hopkins University mener, at varemanglen skyldes landets statskontrollerede priser, som skal gøre basisvarer billige nok til landets fattigste indbyggere.

- Statskontrollerede priser, som er sat under markedsprisen, resulterer altid i varemangel. Problemet bliver kun værre, som det gjorde igennem årene i Sovjetunionen, udtaler økonom Steve Hanke til The Guardian.