Guide til autostole: Testvinderen er ikke altid den bedste

16x9

Det kan være lidt af en jungle at vælge den rette autostol, da man som forælder jo ikke ønsker at gå på kompromis med sine børns sikkerhed.  Det er de

Det kan være lidt af en jungle at vælge den rette autostol, da man som forælder jo ikke ønsker at gå på kompromis med sine børns sikkerhed.  Det er derfor oplagt at sætte sin lid til forskellige tests af autostole på markedet – og vælge vinderen.

Den strategi er ifølge ekspert i autostole og indehaver af autostol. dk, Kristian Konradsen dog ikke altid den bedste.  For selvom stolen for det første er godkendt og dernæst også kåret som testvinder, er det ikke nødvendigvis den bedste og mest sikre for dit barn.

- I Danmark sælges kun ECE 44-03 eller 44-04 godkendte autostole. Det vil sige, at du er sikker på at købe en godkendt stol, så længe den er købt i Danmark. Men selvom stolen således er godkendt, er det ikke ensbetydende med, at stolen er god og sikker for dit barn, siger Kristian Konradsen til tv2.dk.

- Det ses gang på gang, at godkendte stole dumper autostoltesten, og at crashtesten viser en dukke med store skader. Derfor vil jeg på det kraftigste anbefale, at man vælger en stol, som har klaret sig godt i den tyske autostoltest eller den svenske Plus-test, da disse er crashtests, som tester autostolene, som vi kender det fra crash af biler, lyder det fra Kristian Konradsen.

Derfor er testvinderen ikke altid den bedste
Ligesom det ifølge Kristian Konradsen ikke er en garant for optimal sikkerhed, at autostolen er godkendt, er det heller ikke altid, at en vinder af en given autostoltest er det bedste valg. Det kan nemlig ske, at der nogle år kun er middelmådige stole blandt dem, producenterne vælger at få testet, da ikke alle stole testes hvert år.

- Når en stol er blevet testet, får den en bedømmelse mellem 0-100 procent. Er stolen testet som dårlig, vil den få 0-20 procent, og er den testet god, vil den få mellem 65-80 - ingen får ret meget over 70-78, forklarer Kristian Konradsen og fortsætter:

- Hvis der så et år kun er blevet testet dårlige stole, så kan det være, at 10 stole får 54 procent, mens en anden får 58 procent, og så vil man udråbe den med 58 procent til testvinder - også selvom der måske sidste år eller to år før blev testet stole som fik 72-78 procent.

Hvis du blot ser på testvinderne det enkelte år, kan du derfor ende med at købe en dårlig stol, påpeger Kristian Konradsen og pointerer, at man finder den sikreste stol ved at se på vinderen af samtlige års tests og altså ikke ved kun at fokusere på de få stole, som er testet i seneste runde. Og det gør du ifølge eksperten ved at gå efter en autostol, der har klaret sig godt i en test, der sammenligner testresultaterne for de enkelte år – som fx den, du finder her.

Kristian Konradsen lister nedenfor desuden en række gode råd til, hvad du ellers skal være opmærksom på, når du vælger autostol.

Vigtige ting ved køb af autostol
- Barnets højde og vægt skal passe til autostolen. Et barn, som vejer mere, end autostolen er godkendt til, må aldrig sidde i autostolen.

- Afprøv autostolen i bilen. Så er du sikker på, at stolen kan sidde i bilen. Og bruger du producentens ”Car fitting” guide, er du sikker på, at stolen er godkendt til bilen. Et kendt problem er f.eks. at selerne ikke altid er lange nok til stolene med mavepudesystemet fra Cybex eller Kiddy.

- Vælg en bagudvendt autostol så længe som muligt – gerne op til 18 kg.

- Vælg autostole med isofix, såfremt du har isofix i bilen. Isofix nedsætter risikoen for fejlmontering og øger derved sikkerheden for dit barn.

- Ved køb af babystol (0-13 kg) er det en fordel at købe en base. Basen øger sikkerheden og nedsætter risikoen for fejlmonteringer markant, da den ikke skal monteres hver gang.

- Få butikspersonalet til at vise, hvordan autostolen skal monteres og meget gerne i din egen bil.