Gode råd: Sådan undgår du rygsmerter

Rygsmerter kan efterhånden betegnes som en folkesygdom, og omkring hver tredje døjer med ondt i ryggen. Ifølge fysioterapeut Mark Abildhauge er det

Rygsmerter kan efterhånden betegnes som en folkesygdom, og omkring hver tredje døjer med ondt i ryggen.

Ifølge fysioterapeut Mark Abildhauge er det især alle dem med stillesiddende arbejde, der oplever problemer. Mandag var han forbi Go' morgen Danmark for at give gode råd til, hvordan man kan forebygge rygsmerter.

- I evolutionens tid er vi ikke lavet til at sidde stille, vi var ude og jage, og det hænger stadig fast i os. Så vi er ikke gode til at have stillesiddende arbejde. Rygsøjlen skal bevæges og bruges, og det bliver den ikke, hvis man sidder foran computeren otte timer om dagen, siger han.

Et led er lavet til at bevæge sig, forklarer han, og hvis man sidder stille i for lang tid, bliver det spændt og låser fast. Derfor gør det ondt, når man bevæger sig igen.

Den bedste stilling er den næste
Smerterne kan undgås, hvis man husker at holde leddene i gang i løbet af arbejdsdagen.

- Jeg plejer at sige, at den bedste siddestilling er den næste. Det vil sige, det gælder om at bevæge sig og bruge kroppen, siger Mark Abildhauge.

- Noget så simpelt som at rejse sig op i stedet for at sidde på stolen hele tiden. Du kan lave nogle foroverbøjninger, hvor du bukker dig fremover, bagudbøjninger hvor du bukker dig tilbage, du kan lave sidebøjninger og rotationer, foreslåer han.

I den bedste af alle verdener gør man det én gang i timen. Nogle gange kan det også klares siddende ved at man drejer nakken og på den måde aktiverer leddene.

Du kan se Mark Abildhauges forslag til øvelser i klippet over artiklen.

Du kan se Go' morgen Danmark på TV 2 PLAY her.

Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 PLAY, kan du gratis oprette dig som bruger på www.tv2play.dk. Første måned er gratis.