Video: Sådan bruger du cola som toiletrens

De fleste af os ved godt, at cola ikke er det sundeste i verden, hverken for livvidden eller tandsættet.

De fleste af os ved godt, at cola ikke er det sundeste i verden, hverken for livvidden eller tandsættet. Ikke desto mindre stiger sodavandssalget herhjemme støt, og mange danskere slukker dagligt tørsten med den gyldenbrune læskedrik.

Men måske er der nogle enkelte derude, der snupper sig en tår mindre, efter at en ny video er gået viral på nettet. Klippet, der allerede er blevet set over 7,5 millioner gange på YouTube, demonstrerer hvordan du hurtigt og nemt kan rengøre din toiletkumme - ikke med wc-rens, men Coca-Cola.

Tv2.dk har tidligere givet bud på, hvad man kan bruge sin cola til, udover at drikke den. Bl.a. kan man afkalke sin elkeddel, fjerne oliepletter eller rengøre flisefuger, hvis man ikke lige har de gængse rengøringsmidler ved hånden. Dog anbefaler fødevareingeniør og hygiejneekspert Michael René, at man bruger almindeligt rens til toilettet derhjemme.

- Både cola og toiletrens er meget surt, så du kan godt rense dit toilet med cola. Men det er ikke det bedste rengøringsmiddel, da du tilfører føde til mikroorganismerne i kummen. Så jeg ville drikke colaen i stedet, og rengøre med toiletrens, siger han.

Ikke mere cola til mig, tak
Klippet har tilsyneladende allerede afskrækket en del brugere på YouTube. I hvert fald er der flere, der giver udtryk for, at de ikke har tænkt sig at nyde et glas cola i den nærmeste fremtid.

- Forestil dig, hvad det møg gør ved din krop. Det her er grunden til, at jeg er holdt op med at drikke sodavand, skriver brugeren josee2bee2.

Brugeren zorianne1 følger trop, og er ligeledes ikke imponeret.

- Hvad pokker er det, vi drikker? Jeg er alvorligt bekymret, skriver hun.

Andre lader sig ikke helt så nemt slå ud, men prøver at se anderledes positivt på det.

- Så cola vil altså give mig hvidere tænder? Hurraaa, skriver brugeren Cjim77.

 

Hvad mener du? Har du lyst til et glas cola efter at have set videoen?