Livsstil

DIY: Hættebluse med lynlås

Det mønster jeg brugte til blusen med ribkant og lomme, bruger jeg også til denne hættebluse. Forskellen er en lidt større halsudskæring og at forstykket deles i to stykker - og ja, så selvfølgelig hætten.

Når du skal klippe forstykket, lægges det mod fold. Mål 1,5 cm ud - klip ned i midten for at få de to stykker. Halsåbningen er som sagt en anelse større.

Lynlåsen skal være delbar og have samme længde som forstykket plus den ribkant, der skal sys på nederst.

Klip også rib til den nederste kant samt ved ærmerne. Når du måler den nederste kant, så husk at tage højde for at trække sømrum fra, så du kan beregne den rigtige længde. 

Start med at sy forstykkernes skuldersømme på bagstykket og herefter ærmerne på – kun i skuldersyningen. Klip to lommestykker, der buer på den måde, billedet viser. Sy en ribkant på langs buen og stik sømmen ned. Fold den øverste kant samt siden på lommerne og nål dem fast. Sy langs alle sider fra retsiden på nær buen.

Sy sidesømmene og den nederste ribkant på.

Nu er det tid til at konstruere hætten, som er to sidestykker med en midterstrimmel fra nakken og frem. Blusen er foldet således, at forstykkerne ligger ind over hinanden og skuldersømmene mødes. Jeg har tegnet en lodret linje op ved forstykkerne og ladet hætten bue lidt, inden den slutter, der, hvor jeg har markeret med blyanten. Derefter har jeg tegnet langs halsåbningen. Jeg er på ingen måde uddannet mønsterkonstruktør, så måske et mønster på en hætte vil hjælpe her, men som sagt: Dette er en beskrivelse af, hvordan jeg gør.  

Klip nu hættens side ud og mål langs den buede kant. Min var 39 cm., så jeg har tegnet to vandrette streger, som hver har afstanden fra blyantmarkering og samme markering på den side, der ligger i bordet (forestil dig det stykke, der er i nakken). Mål 39 cm. imellem de to streger og lad dem bue lidt indad som et trusseindlæg, både oppe og nede.

Klip hætten i foerstof og yderstof og sy.

Læg nu hætterne ret mod ret og sy langs den yderste kant. Vend, pres og sy en stikning langs kanten et stykke inde.

Sy hætten på blusen. Nu er der en grim overlocksøm indvendigt, men den dækkes med bånd om lidt. Mens du sidder ved overlockeren, så kør den lige hen over kanterne, der, hvor lynlåsen om lidt skal sys på.

Del lynlåsen og nål den fast ret mod ret. Sy på med speciel lynlåsfod. Fold rundt mod vrang og stik fast fra retsiden.

Til sidst har jeg syet et neongrønt bånd hen over den indvendige overlock kant ved hætten. Båndet er syet på med en stikning både øverst og nederst og foldet rundt i siderne, så alle afslutninger ser pæne ud.

Hætteblusen er nu helt færdig.

Gæstebloggere på Klar, parat,sy!

Maskinerne er trådet, de ti deltagere, dommerne og værten er fundet og opgaverne ligger klar: Kreativitet og fingersnilde er i højsædet, når Danmarks bedste amatørskrædder skal kåres i TV 2 FRIs nye store efterårsunderholdning 'Klar, parat, sy!', som du kan se på TV 2 FRI fra torsdag 9. oktober 2014 og på TV 2 Play.  

Mens programmet kører på skærmen, kan du få endnu mere sy-inspiration her, hvor fire dygtige og kreative sy- og DIY-bloggere vil gæsteblogge under de otte Klar, parat, sy!-programmer.

Vores første gæsteblogger er 36-årige Mette Westmose, der blogger på Westmose. Mette syr primært børnetøj til sine egne fire børn og tøj i sit eget mærke Westmose. 

- De første tre indlæg vil være inspiration til drenge. Herefter følger tre indlæg til pigerne. Jeg håber meget, at mine indlæg kan bruges som inspiration eller et lille spark til selv at komme i gang med at sy. Det er så fantastisk dejligt at skabe noget kreativt og ret rørende, når ens snart 10-årige søn begejstret udbryder: ”Nøøøj, hvor er den fed, mor!” og med stolthed gør reklame for mit tøj henne i klassen, forklare Mette Westmose, der gæsteblogger i uge 41 og 42.