Så sjældne er bivirkningerne ved influenzavaccination

16x9
Ifølge Statens Serum Institut, risikerer du næppe at blive syg af influenzavaccinen. Foto: Scanpix

På opfordring fra Sundhedsstyrelsen bliver tusindvis af mennesker hvert år vaccineret mod influenza.

På opfordring fra Sundhedsstyrelsen bliver tusindvis af mennesker hvert år vaccineret mod influenza. Alene i de kommende måneder forventes 700.000 danskere at lægge arm til vaccinen.

Nu kritiseres styrelsen imidlertid for ikke at oplyse om de bivirkninger, der kan følge med stikket. Det fortæller Metroxpress i dag.

Det drejer sig ifølge avisen både om almindelig bivirkninger som feber og utilpashed, men også alvorlige følgevirkninger - heriblandt allergier, feberkramper og nervesygdommen Guillain Barré-syndrom, der i værste fald kan lamme vejtrækningen.

Gammelkendt vaccine
Er man en af de mange, der har overvejet vaccinen, er der imidlertid ingen nævneværdig grund til bekymring. Det fortæller overlæge Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut til Tv2.dk.

- Den influenzavaccine, der bliver brugt herhjemme, er en af de allermest sikre i verden. Den er blevet brugt i USA de sidste 50 år, hvor millioner af mennesker er blevet vaccineret, siger hun.

Hvert år dør der omkring 1500 mennesker i Danmark af influenza. Der er primært tale om ældre, svagelige eller personer, der i forvejen lider af sygdomme som for eksempel giver nedsat hjerte- eller lungekapacitet. Men ifølge overlægen er der altså ingen grund til at droppe vaccinationen.

- De milde bivirkninger, som for eksempel feber og ubehag, er helt almindelige og ufarlige. De mere alvorlige er yderst sjældne, blandt andet Guillain Barré-syndrom, hvor man ser måske 1-2 tilfælde ud af en million, forklarer hun.

God idé at lade sig stikke
Tyra Grove Krause opfordrer derfor fortsat til, at man lader sig vaccinere, hvis man befinder sig i risikogruppen.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler som udgangspunkt vaccinen til folk over 65, gravide eller folk med visse kroniske sygdomme, siger hun.

Dog peger hun på, at det også kan give god mening at smutte til lægen for at blive vaccineret, selvom man måske ellers er frisk og rask.

- Det kan for eksempel være en god idé at blive vaccineret, hvis man har ældre eller svagelige i den nærmeste familie, så man undgår at smitte dem, siger Tyra Grove Krause.

Om influenzavaccinen

Sundhedsstyrelsen anbefaler at du bliver vaccineret, hvis du er:

• Over 65

• Kronisk syg

• Svært overvægtig med BMI over 40 

• Gravid og mere end 12 uger henne 

Tilhører du en af de tre første grupper, kan du få vaccinationen gratis frem til udgangen af året. Gravide, der er mere end 12 uger henne, kan sammen med personer med dårligt immunforsvar få det frem til udgangen af februar 2015. 

For øvrige grupper koster det mellem 130 og 300 kroner at blive vaccineret.

Kilde: Sundhedsstyrelsen​