Han kan blive Europas bedste kok

16x9
Svend Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Bocuse d'Or, Ritt Bjerregaard, årets vinder Morten Falk og Eva Kjer Hansen. Foto: Scanpix

Tirsdag blev det afgjort, hvem der skal repræsentere dansk gastronomi til det uofficielle kokke-EM Bocuse d’Or Europe.

Fire af Damarks absolut bedste kokke knoklede løs til CPH Food Fair i Bella Center København, for at vinde muligheden for at repræsentere Danmark til Bocuse d’Or Europa.

Vinderen blev Morten Falk, der til dagligt kokkerer på restauranten Kadeau.

På seks timer skulle de fire kokke hver især lave en forret med torsk og østers, der skulle anrettes på tallerkener og en hovedret med gris, der skulle serveres på et fad. Resten af ingredienser var op til kokkene.

Det var nogle af dansk gastronomis kæmper, der sad ved dommerbordet blandt andet Rasmus Kofoed, der som den eneste kok i verden har vundet tre statuetter til det uofficielle VM Bocuse d’Or.

Bocuse d’Or er verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence, der bliver afholdt hver andet år i Lyon, Frankrig.

Konkurrencen er opkaldt efter den berømte franske kok Paul Bocuse, der oprettede konkurrencen i 1987, fordi han ville gøre omverden bekendt med det ypperligste håndværk indenfor kokkefaget.

Siden da har konkurrencen kun vokset sig større, og den er i dag et tilløbsstykke for publikum, der vil heppe og støtte deres lands deltager, som var der tale om en større international sportsslutrunde.

Dagens deltagere var:

  • Mette Hvarre Gasser fra restaurant Ti Trin Ned
  • Morten Falk fra restaurant Kadeau
  • Rasmus Munk fra restaurant Tree Top
  • Mikkel Laursen fra restaurant Mellemrum

Dagens dommere var:

  • Rasmus Kofoed 
  • Jeppe Foldager 
  • John Kofod.
  • Per Hallundbæk 
  • Jakob de Neergaard
  • Jasper Kure
  • Jens Peter Kolbeck 
  • Mikael Christensen
  • Francis Cardenau
  • Jesper Koch

Morten Falk skal repræsentere Danmark til Bocuse d'Or Europe 2016 i Budapest.

 

Danske placeringer til Bocuse d'Or

  • Sølv  Jens Peter Kolbeck  1993
  • Bronze  Rasmus Kofoed  2005
  • Sølv  Rasmus Kofoed  2007
  • Guld  Rasmus Kofoed  2011
  • Sølv  Jeppe Foldager  2013

De fem mest vindende lande ved Bocuse d'Or

  • Frankrig 7 guld  2 sølv  1 bronze
  • Norge  5 guld  2 sølv  2 bronze
  • Sverige  1 guld  4 sølv  1 bronze
  • Danmark  1 guld  3 sølv  1 bronze
  • Holland  1 guld  0 sølv  0 bronze