Få styr på kalorierne: så meget feder de forskellige is

Is er dejligt om sommeren, men kan være en kaloriebombe, hvis du spiser for meget. Derfor har Go’ morgen Danmarks faste ernæringsekspert Michelle Kristensen lavet en gennemgang af fem forskellige is, der viser, hvor meget du kan spise hvis kalorieloftet hedder 200 kalorier per portion.

I den tunge ende ligger den velkendte vaffelis, som mange danskere nyder at spise, men det er samtidig også den is, der indeholder flest kalorier. Så for at holde indtaget under 200 kalorier har Michelle Kristensen valgt en is på 70 gram, en størrelse som nok er under gennemsnittet af, hvad folk plejer at spise.

Isvaflen er den mest energiholdige is, man kan vælge, fordi den både har godt med hvede, sukker og også fløde samt hvad der nu ellers er af fyld.

Den næste is i rækken er en klassiker – en helt almindelig vanilieis – og her kan du indtage lidt mere for at nå op de 200 kalorier, men når det så er sagt, så er der mange, der bruger vanilieisen som top på eksempelvis en tung chokoladekage, og så kan man godt tænke sig til, at det bliver noget af en kaloriebombe.

Den tredje is i rækken er skyr-is, som er blevet populært de senere år. Det antyder noget, der er sundt, men det er ikke tilfældet, mener Michelle Kristensen.

- Jeg er ikke begejstret, for selv om der er proteiner i, så er der faktisk flere proteiner i vaffelisen. Der er rigtig meget sukker i, som – nu siger jeg det bare ligeud - gemmer den grimme smag fra skyren. Man kan kun spise lidt mere af den, men det er ikke sådan, at man får et sundere måltid, når man spiser skyr-isen, siger Michelle Kristensen.

I den mindre tunge ende ligger sorbetisen, hvor man kan få 180 gram is for 200 kalorier, mens sodavandsisen tillader, at man kan spise 300 gram.

Hjemmelavet is – med grøntsager!
Er du typen, der gerne vil undgå sukker, så er det værd at overveje Michelle Kristensens opskrifter på sund is som alternativ til de usunde købeis.

I videoen herunder viser hun, hvordan hun laver en cremet bananis, som udover bananer indeholder mango, peanutbutter, mandelmælk – og hold nu fast – broccoli.

- Jeg vil jo meget gerne have, de her grøntsager ind, men det skal siges, at jeg kun putter en smule broccoli i, og så har det har en neutral smag, når det er frossent, siger Michelle Kristensen.

Go’ morgen Danmarks vært, Stéphanie Surrugue, fik efterfølgende lov til at smage på den anderledes is.

- Det ligner jo næsten guacemole. Men det smager virkelig godt. Det er friskt og sødt og smager ikke underligt af broccoli, siger hun efter et par skefulde.

I videoen herunder kan du også se, hvordan Michelle Kristensen laver en hjemmelavet skyr-is.