Efterskole driller Facebooks brystvorte-censur

Det er ingen hemmelighed, at ligestilling er en stor ting for tiden.

Det er ingen hemmelighed, at ligestilling er en stor ting for tiden. Også på internettet, hvor det sociale medie Facebook censurerer kvinders, men ikke mænds, brystvorter.

Det burde være ens for både mænd og kvinder, ser Eriksminde Efterskole ud til at mene. De har i hvert fald sat sig for at udfordre Facebooks brystvorte-censur.

Udfordringen består i, at efterskolen har lagt ni billeder på det sociale medie, hvor en ung mand og en ditto kvinde poserer ved siden af hinanden. De er begge i bar overkrop, og hurtigt vil du opdage, at der er noget der ser mærkeligt ud.

De unge mænd er nemlig udstyret med bryster, der rent fysiologisk burde sidde på kvinderne. Det gør de ikke, og det skyldes, at Eriksminde Efterskole gerne vil italesætte lige rettigheder for mænd og kvinder, en mere ligevægtigt forhold af censur og rettigheder til alle kvinder, der ønsker at amme i offentligheden, skriver efterskolen på deres Facebook-side.

Sidder du og frygter, at de deltagende elever fra efterskolen føler sig udstillede, kan du tage det roligt. Ifølge Klara Asta Kirk har 'halvdelen af de deltagende piger valgt at bidrage med ansigt og ben, og den anden halvdel bidrog med overkrop'. Ingen har altså den direkte modparts bryster 'påsat'. 

Billederne er ifølge Eriksminde Efterskoles Facebook-profil lavet via en ’sammensmeltning mellem samfundsfag, kunstforståelse, historie, kristendom og filosofi’.

Og efter bare 17 timer online har opslaget opnået næsten 3000 ’likes’ og et væld af positive kommentarer er strømmet ind.

Det var dog ikke længe, billederne fik lov at skabe debat på det sociale medie, fortæller Eriksminde Efterskoles forstander, Søren Møllgaard Kristensen, til TV 2. 

- Facebook fjernede ét billede og bad os så fjerne resten. Det valgte vi at gøre, da vi bruger Facebook-kontoen til at komme ud med rigtig mange budskab. 

- Vi havde ikke gennemtænkt det fuldstændig, men vi vidste godt, der var en risiko for, at det blev taget ned (opslaget, red.). Det er lavet som et kunstprojekt til debat og refleksion, fortæller forstanderen. 

Forstanderen var ikke umiddelbart forberedt på, at elevernes kunstprojekt ville nå så bredt ud, som det nu er tilfældet. Ikke desto mindre er eleverne dog glade for at pustet til debatten om censur, fortæller han. 

- Eleverne har været enormt optaget af det. De har deltaget aktivt i debatter på sociale medier og har holdt en sober tone. Man må mene, hvad man mener om billederne, men eleverne er stolte af det, de har lavet, og det er jo heldigvis fuldstændig anonymiseret. Vi var dog ikke forberedt på, at det ville ryge i medierne og nå så bredt ud, siger Søren Møllgaard Kristensen til TV 2. 

Ovenstående billeder er embeddet fra Facebook, men det oprindelige opslag er altså blevet pillet ned fra det sociale medie. 

I videoen øverst kan du se 19 Nyhedernes indslag med nogle af eleverne fra Eriksminde Efterskole, og herunder kan du se dem forklare deres kunstprojekt i Go' aften Danmark: