Er verdens bedste 50 restauranter virkelig de bedste?

Listen over de bedste 50 restauranter i verden blev offentliggjort mandag.

Danske Noma måtte vige fra førstepladsen til fordel for spanske El Celler de Can Roca, og andenpladsen gik til italienske Osteria Francescana.

Men The World’s 50 Best Restaurant, der udgives af det engelske Restaurant Magazine, møder stadig større kritik for sit afstemningssystem, med hjemmesiden ”occupy50best.com” som frontløber.

Her har en lang liste af kokke, madkritikere og andre madkendere, skrevet under på en offentlig protest. Protestsitet opfordrer sponsorer til at boykotte listen, indtil afstemningssystemet bliver lavet om.  

- Vi vil have dem til at professionalisere sig selv. De har så meget magt, så mange sponsorpenge, de kan og burde bruge det ansvarligt, siger Zoe Reyners, der er en af protestgruppens tre grundlæggere, til The New York Times.

På listen finder man underskrifter fra sværvægtere i gastronomiens verden som eksempelvis kokkene Georges Blanc og Joël Robuchon, hvor sidstnævnte igennem tiden har hentet 28 Michelin-stjerner.

Joël Robuchon
Joël Robuchon Foto: Scanpix

En lang række skarpe beskyldninger
Det er ikke så lidt ammunition som protestsitet fyrer af mod The World’s 50 Best Restaurants.

Det beskyldes blandt andet for 'Skamløs partiskhed, selvpromovering', fordi kokke både er på listen og medlemmer af juryen, og mandschauvinisme, fordi for få kvinder optræder på listen.

I en mail til The New York Times skriver Joël Robuchon, der tidligere har været medlem af juryen, at det ikke er muligt at afgøre, om stemmegiverne overhovedet har besøgt de restauranter, som de har stemt på.    

- Stemmegiverne formodes indenfor 18 måneder at have besøgt de restauranter, de stemmer på. Men ingen beviser for besøget, ingen regninger er påkrævet. Og det er et faktum, at det er et stort smuthul i processen. Det giver frie tøjler til de værste handlinger, kammerateri, ’plat eller krone’-afstemning, geopolitisk indflydelse og lobbyisme, skriver han.

For at imødekomme kritikken har The World’s 50 Best Restaurant hyret konsulentfirmaet Deloitte for at stramme op på afstemningsprocedurerne.

Ifølge William Drew, der er Group Editor for restaurantlisten, så bliver systemet imidlertid ikke ændret.

- Vi tager vores ansvar meget alvorligt, og vi efterstræber at gøre afstemningssystemet så stærkt som muligt.

- Listen er lavet ud fra stemmer fra 1000 uafhængige eksperter fra hele verden. Hverken arrangører eller sponsorer kan stemme eller påvirke afstemningen eller resultatet, siger han til The New York Times.