Droppede jobbet som bankchef: Nu arbejder hun med æbler
Se Go' Morgen Danmark på TV 2 PLAY
Et gammelt ordsprog siger, at æblet ikke falder langt fra stammen. I dette tilfælde kunne det ikke være mere forkert.
Kirsten Rohde Jensens karriere kørte nemlig på fuldt drøn som juridisk chef i Nationalbanken. Hun tjente en god løn. Hun kunne sågar blive i jobbet, til hun skulle på pension. Alligevel droppede hun karrieren og blev æbleavler på fuld tid. Uden nogen form for erfaring med håndværket og uden noget netværk i branchen. Men hun har ikke fortrudt.
- Jeg var i slutningen af 40’erne og foretog et totalt karriereskift. Jeg ville gerne prøve noget andet og realisere noget andet. På mange måder har jeg haft et rigtig godt job, men jeg kunne også godt tænke mig at se, om jeg kunne noget andet, siger Kirsten Rohde Jensen, da hun onsdag gæster Go’ Morgen Danmark.
Drømte aldrig om at blive æbleavler
Nogen vil formentligt undre sig over skiftet. Jura og æbler ligner ikke umiddelbart hinanden, men for Kirsten Rohde Jensen var det heller ikke det vigtigste.
- Æbleavler var aldrig en drøm. Overhovedet ikke. Jeg er på ingen måde født ind i noget af det her, men jeg var meget fascineret af, at man kan dyrke noget fra grunden og få noget velsmagende ud af det, siger hun.
Valget faldt på æblerne, da der var gode forudsætninger.
- I Danmark kan vi dyrke nogle helt fantastiske æbler. Og eftersom jeg så kunne få fat i noget jord, så virkede det oplagt, siger Kirsten Rohde Jensen.
Er blevet modigere
Starten var svær. Familien var skeptisk, og Kirsten selv kom i tvivl om, hvorvidt hun brændte nok for det.
- Det var nok meget sundt, selvom det også var irriterende. Så bliver man testet af. Jeg havde jo en god karriere, og en ny tager jo tid at få i gang. Og jeg har altid brændt for juraen, siger hun og peger på, at hun har udviklet sig efter karriereskiftet.
- Jeg er blevet mere modig. Tester andre ting af, og nu sidder jeg her i dag. Jeg prøver helt andre sider af mig selv af, siger Kirsten Rohde Jensen.
Selvrealiseringen fortsætter
Skiftet fra paragraffer til æbler kan forekomme stort. Alligevel mener hun ikke, jura og æbler er som at sammenligne pærer og bananer.
- Jeg har været glad for begge liv og ser det ikke som en modsætning. Det er forskellige sider af mig, der bliver brugt. Jeg ser stadig tidligere kolleger privat og har flere af dem som kunder.
På trods af det, på papiret, store karriereskifte, er hun ikke sikker på, at hun er færdig med at realisere sig selv.
- Der er også andre drømme, jeg gerne vil nå at realisere. Det kan være, jeg kommer igen om et par år. Jeg er ude på en rejse, siger Kirsten Rohde Jensen.