Jeg forbander den dag, vi fik smartphones!

Se "Når mobilen tager magten" på TV 2 PLAY her

Det kræver en voldsom mængde selvdisciplin ikke at være på sin smartphone eller tablet konstant. Men hvis ikke vi finder den frem, selvdisciplinen, mister vi simpelthen for meget i vores mellemmenneskelige relationer.

Det er mandag aften, og Sophus har fødselsdag. 11 år. Han har glædet sig rigtig længe og har kun ét ønske: Penge. Penge som skal bruges til en iPhone, da han er træt af sin ellers relativt nye Samsung. På iPad’en har han igennem længere tid gennemsøgt dba.dk for at se, hvad han kan få, og hvor meget han skal spare op og ’skrabe sammen’ til fødselsdagen for familie og venner om et par uger for at få råd til sin ’opgradering’.

Denne aften får han kun gaver af os, hans forældre, sine søskende og farmor og farfar, der ikke har mulighed for at komme senere. Men med det og hans opsparing er han allerede godt på vej – til noget brugt…

Et eller andet sted gad jeg rigtig godt, at han ville ønske sig andre ting også, og at smartphones og tablets ikke fyldte så meget i vores liv. For det gør de. Desværre.

Efter en god fødselsdagsmiddag, som Sophus har bestemt, holder vi en kort pause inden dessert. Jeg går i køkkenet med min store datter og får hurtigt bagt brownies, da Lykke på fire flippede skråt over, at der ikke var kage, men ’kun’ is. Og da jeg bare ikke havde tænkt over det, gik jeg med til at lave en hurtig kage.

Da vi kommer ind i stuen igen, er der helt stille på trods af, at stort set alle pladser er taget i sofaen. Men både voksne, store teenagere, skole- og børnehavebørn sidder med bøjet nakke og kigger ned i enten deres telefon eller iPad.

’Øh, okay. Hej Skærmfamilie!’ udbryder jeg med slet skjult irritation og sarkasme. Fordi det er en diskussion, vi har haft i mange år nu. Jeg er så ked af, så meget nærvær telefoner, tablets og bærbare har stjålet fra vores familieliv. Især telefonerne.

Før smartphones havde vi stupid-phones (selv om man ikke kaldte dem det dengang), som ikke kunne så pokkers meget. Min egen Nokia ’håndværkermodel’ kunne bruges til at ringe, skrive sms’er og tage billeder i ret dårlig kvalitet. Men jeg var egentlig ret glad for den, fordi den kunne det, den skulle kunne – og ikke en fis mere.

Så jeg strittede imod i flere år. Imod at få en smartphone. For hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg konstant kunne tjekke mails, så ville jeg jo bare arbejde hele tiden – det kunne jeg jo se min mand gøre? Og jeg kunne se, hvordan telefonen fra den ene dag til den anden blev et ’problem’. En konstant konkurrence om opmærksomhed. Og nærvær. Hvordan den stjal tid. Vores tid. Som par. Som familie.

I dag har jeg fået en smartphone, og den er også blevet opgraderet et par gange. Og jeg er glad for rigtig meget af det, den kan. Tjekke, sende og svare på mails, selv om jeg ikke er i nærheden af min laptop. Mobilbank, MobilePay og Swift, så jeg kan betale regninger eller lån tilbage og klare betalinger på et loppemarked uden at have kontanter på mig. Kameraet der altid er ved hånden og kan redigere billeder ved ganske få klik. Navigation, vejrudsigter, e-boks, YouTube, ForældreIntra, HoldSport, lommelygte, lommeregner, Mobilporto og Skype. Samt selvfølgelig Facebook, Twitter, Instagram, SnapChat, WhatsApp, og meget, meget mere.

MEN. For der er et ’Men’. Endda et meget stort men. Jeg er fandens ked af, hvad det har gjort ved os som familie. Ked af at der er konstante diskussioner om at lægge mobilen fra sig, så man kan komme over og spise med os andre eller have tid nok til at blive klar til fodboldtræning. Ked af at vi ikke kan sidde og have helt almindelige samtaler uden at blive afbrudt af sms’er, opringninger eller ’likes’ på det ene eller andet sociale medie. Eller tale om noget vi er i tvivl om, uden at det så skal slås op med det samme – for så vigtigt er det bare ikke. Eller at vi ikke kan synge til jul eller andre højtider uden at have en mobiltelefon i hånden med teksten. Det er jo så ligegyldigt.

Det er til gengæld ikke ligegyldigt, at vi ikke kan se på vores børn som nyfødte, i Lucia-optog eller til skoleteater, uden at det sker gennem en linse. Lige som det heller ikke er ligegyldigt at være på indtil flere skærme samtidig. Og at skærmen har taget magten over vores samvær og stjålet vores nærvær.

Jeg kan ikke skrue tiden tilbage. Hvis jeg kunne, gjorde jeg det nok. For i dag forbander jeg faktisk den dag, vi fik smartphones!