Sådan laver du super kaffe derhjemme

Der er nok rigtig mange, der vil mene, at deres helt egen til fingerspidserne forfinede kaffebrygningsteknik er den, der giver det bedste resultat.

En gang imellem kan det dog være sjovt at prøve noget nyt og smage noget nyt. Hvis du godt kunne tænke dig at prøve kræfter med en anden kaffe, end den du har smagt til hudløshed, så læs med her.

TV 2 har spurgt kaffeeksperterne Samuli Marila og Omar Maagaard Hossain om, hvordan man brygger en super kaffe derhjemme.

I klippet øverst i artiklen viser Omar Maagaard Hossain, hvordan du gør, og lad dig ikke slå ud af alt det smarte grej han bruger, for med de tips du får herunder, kan du hurtigt komme i gang derhjemme. Hvis du har investeret i en god espressomaskine kan du også lære, hvordan du laver flotte mønstre i din cafe latte i klippet længere nede i artiklen.

Det skal du bruge
For at komme godt i gang skal du sikre, at du har følgende klar i køkkenet:

Kildevand, kaffefilter, tragt, kande, kværn, digitalvægt og gode kaffebønner.

Hvis vandet er meget blødt, der hvor du bor, det vil sige, at der ikke er så meget kalk i vandet, så behøver du ikke at bruge kildevand. Men hvis vandet er meget kalkholdigt, kan kaffens smage ikke folde sig helt ud.

Der er et andet smart lille trick, hvis du har glemt kildevandet i supermarkedet, og vandet i hanen er hårdt. Du kan komme citronsaft i vandet, inden du koger det. Du skal bruge to teskeer citronsaft til en liter vand.

Sådan vælger du kaffebønner
Det giver næsten sig selv, at hvis man sørger for at de eneste to råvarer, som kaffe består af - nemlig vand og bønner - er af en god kvalitet, så bliver resultatet også derefter.

Selve bryggemetoden har selvfølgelig også stor betydning for smagen, men som udgangspunkt skal man bruge gode råvarer.

Samuli Marila forklarer, at mængden af de informationer, man kan få om de kaffebønner, man står med i hånden, er en nem måde at afgøre, hvor god kvaliteten er.

- Man kan godt finde okay kaffe i nogle supermarkeder, men du får aldrig noget, der er helt i top. Den bedste måde at sikre sig kvalitet på er at købe kaffe hos en forhandler, der sælger hele bønner, så man kan se råvaren, og hvor ristedatoen er tydelig på pakken. Smagen topper nemlig en til tre uger efter ristningen for almindelig kaffe. Espresso skal drikkes inden seks uger.

- Næste skridt er, hvorvidt du kan får information på pakken, eller om forhandleren hurtigt kan fortælle, hvor kaffen kommer fra, som minimum hvilket område i landet men også produktionsmetoder og hvor friskhøstet bønnerne er.

Ved at vælge hele bønner kan man yderligere sikre sig et godt produkt, prøv eksempelvis at se billedet her herunder. Hvis du trækker billedet fra side til side, vil du opdage, at der er forskel. Kan du gætte, hvilke bønner der er kvalitetsbønner, og hvilke der bliver brugt til almindelig konsumkaffe?

T2Toolbox embed

De bønner der er allermest ensartet, det er kvalitetsbønner og vidner om, at bonden har investeret tid i at plukke de mest modne kaffebær, og at de er blevet grundigt sorteret i efterhøstbehandlingen.

Det har stor betydning for smagen, hvis revl og krat kommer med, hvilket betyder, at mange, når de smager kvalitetskaffe første gang, syntes der mangler det spark i smagen, de er vant til fra den kaffe, de køber i supermarkedet. For kvalitetskaffe  giver en renere og mere afbalanceret smag med tydelig sødme og en større kompleksitet, hvis man giver den tid, forklarer Samuli Marila.

Når du skal brygge
På køkkenbordet har du altså god kaffe, blødt vand, kaffefilter, kværn, tragt, kande, digitalvægt og du er klar til at brygge kaffe.

Start med at koge vandet, så det er klar, når du skal hælde det over de kværnede kaffebønner. Vandet skal til den tid være 92-95 grader varmt.

Når vandet er kogt, så hæld lidt af det i filteret, så det bliver vædet, og lad vandet løbe igennem og ned i kanden.

På den måde vasker du ’papirsmagen’ ud af filteret og varmer samtidig kanden op, hvilket har betydning for smagen.

Har du altid gerne ville lære, hvordan man laver flotte mønstre i en cafe latte? Så se klippet herunder.

latteart011015

Kværn kaffen
Du skal bruge cirka 15 gram kaffe til 230 gram vand.

Kom kaffebønnerne i kværnen, det skal helst være en god kværn med koniske eller flade knive af metal eller keramik.

Kvaliteten af kværnen er vigtig, fordi man på den måde sikrer sig en ensartet kaffe. Skulle du have købt en billig en af slagsen, så tryk meget kortvarigt på knappen, og se hvordan det bliver. Man skal undgå at få et fint pulver med store stykker.

- Du skal kværne bønnerne så kort tid som muligt før brygning, og kværningen skal passe til bryggemetoden. Groft sagt, jo længere trækketid, jo grovere kværning og omvendt, fortæller Samuli Marila.

Her er en nem huskeregel: Stempelkande skal kværnes groft. Filterkaffe kværnes groft (mellem), og espresso kværnes meget fint.

30 sekunders reglen
Når vandet har den rette temperatur, så er du klar til at brygge. Stil kanden med tragten på din digitalvægt, kom kaffen i tragten og nulstil vægten.

Fordel cirka 30 gram vand henover kaffen, og lad det trække i 30 sekunder. Når de 30 sekunder er gået, begynder du at fordele resten af vandet i spiralbevægelser fra centrum, ud til siden og tilbage igen. Sørg for at undgå at ramme kanterne på filteret.

Så er det bare at hælde kaffen i en kop og nyde den, når den er drikkeklar. For sjov skyld kan du jo prøve at brygge en kop kaffe, som du plejer, og smage den op imod den anden.

Og så er det værd at huske på, at den perfekte kaffe ikke bliver perfekt første gang, det kræver øvelse at nå frem til en rutine, der giver et ensartet resultat hver gang, fortæller Samuli Marila.

- Gentagelse, gentagelse, gentagelse. Det er meget vigtigt at have en så ensartet brygning som muligt gang efter gang, hvis man vil gøre sig nogle forhåbninger om at kunne få den samme smag frem.