Livsstil

Her ryger rytterne i vandet til Hubertusjagten

Søndag var det atter tid til den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven nord for København.

Cirka 160 ryttere skulle igennem de 33 forhindringer. Heriblandt den berygtede Magasindam, hvor flere tusinde tilskuere tager plads år efter år i håbet om, at nogle af rytterne falder i det iskolde vand.

Og de mange tilskuere var ikke gået forgæves. Flere ryttere måtte nemlig en tur i baljen, til stor jubel for de mange fremmødte. Se videoen øverst i artiklen.

Besøg fra kongefamilien

Hubertusjagten er blevet afholdt den første søndag i november hvert år siden år 1900 med undtagelse af årene under 2. verdenskrig.

Oprindeligt var der hunde med i jagten- De skulle støve ræve op som feltet af ryttere jagtede. Hundene er afskaffet og rævene er erstattet af to erfarne ryttere, der rider forrest med rævehaler på deres røde jakker.

Hubertusjagten havde i år besøg af flere medlemmer af kongefamilien. Kronprins Frederik og prinsesse Mary havde taget deres fire børn med ud og overvære den traditionsrige jagt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Styrt fanget på GoPro-kamera

I sidste måned afholdt Midtjysk Jagtrideklub Hubertusjagt i Ejstrupholm mellem Brande og Ikast. Ligesom i Dyrehaven er der et dybt vandhul, som rytterne skal igennem.

Også her var der en af rytterne, der kom galt afsted og væltede af hesten og ned i det kolde vand. Rytteren havde spændt et GoPro-kamera til sin ridehjelm, der fik fanget styrtet. Se videoen af styrtet her.