Bitz: Så mange kalorier får du på en julefrokost

Kæberne skal varmes godt op, inden man går til et veldækket dansk julefrokostbord.

Heldigvis er der som regel rigeligt med væske, så man ikke risikerer at dehydrere midt i flæskestegen.

Når kroppens ømhed dagen derpå minder om festlighederne, og du stiller dig selv spørgsmålet om, hvor meget du fik løftet af frokostbordet, så får du svaret her af TV 2s ernæringsekspert Christian Bitz.

- Hvis man går all in og hele vejen rundt om bordet med alkohol og det hele, så kan man nemt komme op over 2000 og helt op til 3000 kilokalorier.

- Det er mere, end du har brug for på en hel dag, så man får hurtigt indtaget mange kalorier, siger han.

Er der flest kalorier i and eller flæskesteg? Få svaret i klippet øverst i artiklen, hvor Christian Bitz laver en lille quiz med tv-vært Mikkel Beha.

Fire gode råd til færre julekalorier
Christian Bitz forklarer, at det store kalorieindtag til julefrokosten ikke umiddelbart er et problem, medmindre man skal til 18 julefrokoster i løbet af december måned.

De fleste skal måske gennemsnitlig til omkring tre julefrokoster, og når man samler kalorieregnskabet herfra med alle de andre gode fristelser i løbet af december, så begynder det efterhånden at blive til en del.

- Problemet er, at resten af måneden er der jo også masser af hygge og masser af småkager, så man får ret hurtigt mange kalorier i løbet af december, siger Christian Bitz.

Her får du derfor ernæringsekspertens fire bedste råd til, hvordan du begrænser kalorieindtaget.

  • Vælg færre retter
    Man behøver ikke nødvendigvis at smage alle retter. Hvis man skal til julefrokost igen ugen efter, kan man sortere i retterne, så man smager nogle retter den ene gang og de resterende til næste frokost.
  • Spis af en lille tallerken
    Forskning viser, at hvis man spiser af en lille tallerken, spiser man helt op til 30 procent færre kalorier, end hvis man spiser af en stor tallerken. Hjernen bliver snydt af den mindre tallerken, fordi den ser mere fyldt ud, og man derfor har en forventning om at blive mere mæt.
  • Drik vand til alkoholen
    Der er godt med kalorier i alkohol, og derudover gør alkohol mavetømningshastigheden langsommere, Man forbrænder fedt langsommere, og man vil brænde kalorierne fra alkohol af før kalorierne fra maden. Christian Bitz vil ikke anbefale, at man skal droppe alkohol til julefrokosten, men derimod at man begrænser indtaget og sørger for at drikke vand ved siden af.
  • Spis langsommere
    Der går omkring 20-25 minutter, fra man tager den første bid, til man begynder at registrere mæthed. På den tid kan man nå at spise rigtig meget, og derfor anbefaler Christian Bitz, at man spiser langsommere.