Livsstil

Rammer Danmark fra nytår: Her er den nye Coca-cola

Det populære sodavandsfirma har tilføjet en ny Coca-Cola til sortimentet. Den er grøn - altså på etiketten, og den skulle angiveligt være et mere kalorielet alternativ til de andre normale sodavand.

Årsagen til dette er, at den indeholder det naturlige sødemiddel Stevia, og det giver den 35 procent færre kalorier end den klassiske røde Coca- Cola, der kom på hylderne i de danske butikker tilbage i 1935. Sidstnævnte kom på hylderne tilbage i januar 2007.

Sodavanden hedder Coca-Cola life, og er den tredje i rækken af kaloriefattige cola'er, der også tæller Coca-Cola Light og Coca-Cola Zero. Det har de seneste år været populært blandt sodavands-firmaer at lave light-produkter. Eksempelvis har Pepsi og Jolly også lightversioner af deres colaer.

Nedenfor kan du se et billede af den nye cola.

Ikke sundt

Ernæringsekspert Karina Kongsted, der til dagligt holder foredrag, workshops og udarbejder kostplaner, slår fast, at den nye cola kan være et sundere produkt, men at cola bestemt ikke generelt kan kaldes for sundt.

- Stevia er jo forholdsvist nyt, så det er ikke noget, der er lavet vildt meget forskning på. Men noget af det forskning, der er lavet, viser, at det er meget sundere end sukker, siger Karina Kongsted og tilføjer, at studier viser, at det kan have en positiv indvirkning på diabetes.

- Jeg vil aldrig kategorisere cola som sundt, og jeg vil aldrig anbefale, at man drikker light.

Hun mener dog, at light-cola kan være gavnligt, hvis der er tale om en meget overvægtig person, der drikker litervis af cola.

- Her ville det være noget, man let kunne gå ind og ændre lidt på.

Det usunde i colaen er blandt andet koffeinen. For når kroppen får koffein, holdes den kunstigt i gang.

- Koffeinindholdet er typisk hurtigt inde i blodet og hurtigt ude af blodet igen. Det er ligesom med sukker, hvor man får et hurtigt rush, hvorefter det daler, og man får brug for mere. Du kan blive afhængig af det, fortæller Karina og slår samtidig fast, at koffein i små mængder ikke gør nogen skade.

Er allerede i butikkerne

På Coca-Colas danske hjemmeside lyder det, at den nye cola lander i de danske butikker 1. januar. Ifølge TV 2s læsere kan den nye cola dog allerede nu findes visse steder i Danmark. Det er der en god grund til, forklarer kommunikationsdirektøren i Coca-Colas danske afdeling, Michael Bunde:

- 1. januar er den officielle lanceringsdato, hvor vi er sikre på, at den er distribueret til alle kunder. Men da distributionen sker over flere uger, er der butikker, som allerede har fået den. Derfor kan der være forbrugere, der allerede har set eller købt den i deres lokale butik, siger han til TV 2. 

Coca-Cola forklarer i deres pressemeddelelse, at sødestoffet fremstilles af steviaplanten, og er 200 gange sødere end sukker, dog uden at indeholde nogen som helst kalorier.

Sodavanden har været på markedet i flere andre lande i et stykke tid.