Ekspert om ny Coca-Cola: Så meget må du drikke om ugen

En ny Coca-Cola har set dagens lys.

Med en grøn etiket klistret om flasken, hvorpå der står ’life’, kan den nye version af en af verdens mest populære læskedrikke efterlade et indtryk af at være sundere og endda mere naturlig end andre colaer.

Men ifølge en ekspert i fødevarer og en ekspert i branding, er den hverken mere naturlig eller specielt sundere. Den er til gengæld en del af nutidens trend, hvor usunde sager skal gøres mere sunde.

Færre kalorier end almindelige cola
Den nye Coca-Cola Life indeholder 35 procent færre kalorier, hvis man sammenligner den med en klassisk Coca-Cola, da den er sødet op med det naturlige sødemiddel stevia.

Stevia er et ekstrakt fra planten af samme navn, og det gode ved at bruge det som erstatning for sukker, er, at det er hvinende sødt, sødere end sukker, men uden kalorier.

Den nye Coca-Cola-variant indeholder imidlertid stadig sukker, og selvom indholdet er mindre end almindelig cola, bør man stadig følge de officielle anbefalinger, mener seniorrådgiver fra DTU Fødevareinstituttet Sisse Fagt.

- De her produkter kan være okay som nydelsesmiddel, men de skal begrænses i en sund kost, og det bliver stadig en halv liter om ugen, der maksimalt er plads til. Men det er ikke fordi kalorieindholdet er alarmerende i den her cola, hvis du sammenligner med et glas skummetmælk.

- Men nydelsesmidler har det med at skubbe andre ting ud af kosten, og de her flydende kulhydrater giver en kort mæthedsfornemmelsen. Så fordi der er mindre sukker i, bliver det ikke mere legitimt at drikke, man kan ikke hæve loftet, siger hun.

Foto: Coca-Cola

Genial branding
På Coca-Colas hjemmeside, står der om den nye variant, at den har, ”den gode smag, som du kender fra Coca-Cola”.

Om den lever op til dette, kan du se i klippet øverst i artiklen, hvor TV 2 har testet, om man kan smage forskel på forskellige varianter af cola.

Men vil det ikke skade den originale Coca-Cola, hvis den nye og mindre usunde variant er en tro kopi?

Spørger man Lars Pynt Andersen, der er lektor i Strategisk Kommunikation ved Institut for Marketing og Management på SDU, så har Coca-Cola gjort lidt af en bedrift med deres nye produkt.

- Som branding er det genialt, og det er super flot, hvordan de læner sig op ad deres ’moder-brand’, men laver noget nyt.

- De skal på den ene side støtte op om ’moder-brandet’, men samtidig skal de også nasse lidt på det, det er et komplekst forhold, siger han.

Lars Pynt Andersen forklarer videre, at den grønne farve ikke er valgt helt tilfældigt.

- Man spiller på farven grøn i den sammenhæng, at man er tættere på naturen, og det giver en masse positive betydninger.

Tvivler på det er et trin en sundere retning
Selvom at man hos DTU ikke anbefaler mere end maksimum en halv liter sodavand om ugen, ligegyldigt om den indeholder færre kalorier eller ej, så kan en sødet sodavand med færre kalorier måske flytte folk.

Sisse Fagt forklarer, hvordan man engang kun havde sødmælk og skummetmælk i Danmark, og det var svært at få folk, der drak sødmælk, til at skifte til skummetmælk, fordi forskellen på smagen var så stor.

Men da man introducerede letmælk til forbrugerne, var der pludselig mange der skiftede sødmælken ud, fordi den smagsmæssigt ikke var meget langt fra det, de plejede at drikke.

- Hvis man vil have folk drejet hen i en mindre usund retning med færre kalorier, skal man have et produkt, der minder om eller smager som det, de plejer at bruge.

- Den her sukkerreducerede version kan måske få nogen, som ikke vil drikke light, til at skifte, men jeg tvivler lidt på det, siger Sisse Fagt.

Selvgaver er tidens trend
Selvom light-produkter efterhånden har en del år bag sig, er der imidlertid kommet en nyere tendens, der ikke bare lover færre eller ingen kalorier.

"Selvgaver", som Lars Pynt Andersen kategoriserer varer, der traditionelt har været sådan noget som sodavand, hotdogs, chips og så videre - ting man godt ved ikke er super sunde - glider langsomt over i, at de kan være mindre usunde, de kan ligefrem indeholde ting, der er gode for kroppen.

- Selvgaver handler om tilfredsstillelse. Man køber sig et lille stykke lykke, den er kortsigtet og løser ikke noget problem for os. Men nu prøver man at hælde protein i chokoladebarer og kalde det en fitnessbar.

- Det er tidens trend, og den er blevet meget stærk inden for de sidste fem år, bare se alle de her fitnessbarer, man kan få. I virkeligheden er et stykke mørk chokolade godt i sig selv.

Den nye cola kan siges at være et symptom på trenden, at "selvgaver" helst ikke skal være for usunde, og meget gerne indeholde naturlige ingredienser. Men det naturlige er en konstruktion, forklarer Lars Pynt Andersen.

- Den her cola er måske mindre syntetisk end andre colaer, der indeholder kemisk fremstillet sødemiddel. Her bruger man noget, der er inspireret af naturen, og måske er lidt mere naturligt, fordi det ikke er udviklet i et kemisk laboratorium.

- Om den er mere naturlig? Det er den ikke, og begrebet natur er foruden også en konstruktion. Der findes stort set ikke uberørt natur i Danmark, siger han. 

Den nye Coca-Cola Life sammenlignet med andre colaer

Herunder kan du se indholdet af sukker og kalorier i fire forskellige sodavand. Sukkerindholdet er også omregnet i sukkerknalder, der vejer tre gram stykket.

  • I en deciliter Harboe Cola er der:

11 gram sukker
Cirka 3,6 sukkerknalder
45 kalorier

  • I en deciliter Pepsi er der:

11 gram sukker
Cirka 3,6 sukkerknalder
44 kalorier

  • I en deciliter Coca-Cola er der:

10,6 gram sukker
Cirka 3,5 sukkerknalder
42 kalorier

  • I en deciliter Coca-Cola Life er der:

6,7 gram sukker
Cirka 2,3 sukkerknalder
27 kalorier