Slut med diskussionen: Kvinderne står oftest i køkkenet

16x9
Det er stadig kvinderne, der står mest i køkkenet i Danmark, viser ny undersøgelse. Foto: JØRGEN JESSEN / Scanpix Nordfoto

Danske kvinder bruger langt mere tid i køkkenet end mænd, slår en ny rapport nu fast.

Husmoderen med det nystrøgede forklæde, stegen i ovnen og det perfekte, blændende smil minder måske mest om en reklame fra 1950'erne. Men tøv en kende. For måske er husmoderrollen ikke helt faset ud i dagens Danmark. I hvert ikke når det kommer til køkkenet.

En ny undersøgelse fra Madkulturen viser nemlig, at det er kvinderne, der befinder sig mest ved komfuret. Intet mindre end 74 procent af de kvinder, der bor sammen med mænd, står for kokkereringen.

Madindex 2015

Madkulturen, som står bag undersøgelsen 'Madindex 2015', er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse foretaget i 2015 af over 2000 danskere mellem 18 og 74 år. Den består af Madkulturens egen kvalitative undersøgelse samt en større forskningsbaseret undersøgelse gennemført af MAPP Centeret ved Aarhus Universitet.

Det overrasker dog ikke kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup:

- Når man arbejder med mænds og kvinders tidsforbrug i familien, kan vi se, at det i høj grad er kvinderne, der laver alle de ting, der skal gøres i det daglige. Det er en meget gennemsyrende tendens, at det er kvinden, der går først fra arbejde, henter børnene og laver mad, hvor mændene kommer på banen, når der skal holdes fester, eller når der skal grilles, forklarer hun.

Giv slip på kontrollen

En nærlæggende forklaring på kvindernes overtag i køkkenet kunne måske også være, at kvinder er langt mere interesserede i madlaving, end mænd er, og derfor også tager teten. Og det er da også rigtigt, at det, at man laver mad, hænger tæt sammen med interessen for madlavning, men alligevel er der flere "uinteresserede kvinder" der kokkerer, end der er "uinterresserede mænd", som kaster sig over gryderne, viser undersøgelsen.

 

Ifølge Karen Sjørup bunder det i, at kvinder er for dårlige til at give slip på krontrollen.

- Jeg tror, det er fordi, kvinderne lader mændene slippe fri. Hvis han er enig i, at hun gør det bedst, så er det også nemmest. Derudover er det ofte sådan, at hvis mændene gerne vil deltage i det huslige, så kritiserer konen det, han gør. Hun kritiserer madlavningen, rengøringen og hans måde at give børnene tøj på, og så ender det i sidste ende med at være kvinden, der påtager sig det, forklarer hun.

En husmor i køkkenet skænker kaffe.
En husmor i køkkenet skænker kaffe. Foto: MARY EVANS PICTURE LIBRARY / Mary Evans Picture Library

Men derudover er der også nogle arbejdsmæssige forskelligheder, der har en stor indflydelse på de moderne kønsroller, mener Karen Sjørup.

- Mænd arbejder i gennemsnit fem timer mere end kvinder, de kommer generelt senere hjem fra arbejde, og de pendler længere. Derudover har den lange barselsorlov også stor betydning, mener jeg, da det primært er kvinderne, der tager den. Og når du går hjemme i så mange måneder, så er det svært ikke at tage over på de huslige gøremål, lyder det fra kønsforskeren.

 

Kvinder bilder sig ind, at de er bedst

Kvinderne scorer også højere, når det kommer til de kulinariske evner. For på de syv kompetencer, der er målt på i undersøgelsen, "selvtillid", "omhu", "kreativitet", "samarbejde", "kontekst", "ansvarsbevidsthed" og "selskab", ligger kvinderne væsentligt højere end mændene gør på samtlige parametre. 

Men langt hen ad vejen, mener kønsforsker Karen Sjørup, at man har bildt kvinderne ind, at de er de bedste til at stå for det huslige.

- Man har bildt kvinderne ind, at de er bedst til det simpelthen, og det bilder de jo også sig selv ind. Men det er primært et spørgsmål om magt. Magt til at selv at bestemme hvornår man går hjem fra arbejde, hvornår man tager sig af børnenes sygedage, og hvornår man handler ind, konstaterer Karen Sjørup og fortsætter:

- Nutidens kvinder er jo ikke opdraget med nogle særlige husholdningkompetencer, vi er opdraget ligesom mændene, men der er alligevel mange gange, hvor kvinderne føler, de bliver målt på de huslige gøremål og på rene børn uden snotnæser. Det bliver mændene ikke målt på i ligeså høj grad, og derfor tager kvinderne det på sig, siger hun.