4 fejl du skal undgå, når du laver fastelavnsboller

Du kan se ’FRIs Bageri’ på TV 2 PLAY her.

De er børnevenlige, nemme at lave, og så smager de rigtig godt. Men der er et par faldgruber, du skal være opmærksom på, når du bager gammeldags fastelavnsboller.

På søndag er det fastelavn, og derfor er det nærliggende at bage nogle lækre fastelavnsboller.

Men i stedet for de velkendte med flødeskum og creme, så kunne du overveje dem her:

Selvom de er relativt nemme at gå til, så er der tre ting, du især skal være opmærksom på, forklarer manden bag opskriften, bager og grundlægger af Lagkagehuset Ole Kristoffersen.

  • Undgå klumpet marcipanmasse

Som fyld i fastelavnsbollerne er der en lækker marcipanmasse, men man skal arbejde massen godt igennem, for at den bliver jævn.

- Det er super vigtigt, at man arbejder sukkeret ind i marcipanen, inden man kommer smørret i. Marcipanen skal have bundet alt sukkeret til sig, og så kommer man smørret i af tre omgange. Husk, at tage smørret ud i god tid, så er det blødt og nemt at arbejde med, siger Ole Kristoffersen.

  • Sæt dejen på køl

For at sikre at dejen er til at arbejde med, og du dermed får det bedste resultat, når bollerne skal formes, så skal dejen på køl, forklarer Ole Kristoffersen.

- Når dejen er rørt sammen, så er det vigtigt, at den kommer i køleskab i 15-20 minutter. Du kan også bruge din fryser, men så er 15 minutter rigeligt, siger han.

  • Kom mel på bordet

For at undgå at dejen går fra hinanden. når du ruller den ud på bordet. så skal du følge dette tip:

- Sørg for at der er rigeligt med hvedemel på, så det ikke sætter sig fast på bordet. Hvis der er for meget mel på, når du skal trykke bollerne sammen, så kan du bare børste det af, siger Ole Kristoffersen.

  • Skær den rigtige størrelse

For at ramme det bedste resultat, så sørg for at bruge en lineal eller et målebånd, når du skal skære dejen ud.

- Tykkelsen på dejen kommer ned omkring 4 millimeter, og der skulle gerne blive en 20 stykker i alt. Det passer til den bagetid, jeg har angivet i opskriften, men skulle der blive 25 stykker, så går det nok.

Sæt dit eget præg
Opskriften på de gammeldags fastelavnsboller har Ole Kristoffersen haft liggende længe, og det gode ved den er, at man nemt kan lave sin egen version, forklarer han.

- Det er en gammel klassisk kærnemælksdej. Det er en mere børnevenlig model af fastelavnsbollen, men alle i alderen 2-80 år spiser dem.

- Man skal bare prøve at komme det fyld i, man har lyst til. Bare sørg for ikke at komme mere i, end at de kan lukkes igen. Man vil gerne bevare alt massen indeni bollen, når man har lukket den, siger Ole Kristoffersen.

Du kan se ’FRIs Bageri’ på TV 2 PLAY her.