Rørt Morten Resen overrasket på direkte tv: Fik besøg af en helt speciel gæst
Efter ni år som morgenfrisk tv-vært takkede Morten Resen fredag af på 'Go' morgen Danmark' – og her ventede ham en særlig overraskelse.
- Godmorgen! Og velkommen til Go' morgen Danmark.
Sådan har det lydt i cirka ni år fra den populære TV 2-vært Morten Resen. Fredag morgen var det hans sidste dag på skærmen - og her det lykkedes i dén grad redaktionen bag programmet at overraske ham.
Først blev der afspillet et sammenklip af højdepunkterne fra Resens tid på 'Go' morgen Danmark' - og derefter fik han besøg af en særlig gæst. Nemlig Jesper Sørensen, der også er kendt som 'Drengen i den gamle krop.'
Venner i lang tid
De to har været venner, siden Resen interviewede Jesper Sørensen første gang for flere år tilbage, hvor han blev meget fascineret af den progeria-ramte drengs livssyn.
- Han har et eller andet, som jeg synes er rigtig fedt at spejle sig i. Han har livet imod sig, og alligvel er han bare glad fra han står op om morgenen, til han går i seng. Og det er bare fascinerende, lød det fra Morten Resen, som ikke anede, at Jesper Sørensen ventede ude bagved studiet.
Han blev derfor meget rørt, da Louise Wolff pludselig kunne byde den 18-årige dreng velkommen i studiet.
Ville ikke græde på tv
- Ej, hvor er det godt at se dig. Nu bliver jeg sgu helt .. årh. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville blive rørt. Ej, jeg vidste slet ikke, du kom. Det kunne du da godt have sagt, lød det fra Morten Resten, hvortil Jesper Sørensen svarede:
- Nej, så havde det jo ikke været en overraskelse.
Jesper Sørensen betyder noget helt særligt for den 37-årige tv-vært - og netop derfor blev han så rørt under fredagens udsendelse.
- Jeg har lært så meget i forhold til livet af Jepser - hvordan man anskuer det. Så jeg blev bare så rørt, fordi jeg slet ikke havde gættet, at han ville være der, siger Morten Resen efterfølgende til TV 2.
Kan man fortryde?
Indtil nu har han haft det fint med beslutningen om at forlade 'Go'morgen Danmark.' Alligevel indrømmer Morten Resen gerne, at han i løbet af fredagen har tænkt på, om han kunne nå at ombestemme sig.
- Da jeg stod og skulle sige farvel til alle mine kollegaer, tænkte jeg: Kan jeg lave det her om? Dem får jeg virkelig svært ved at undvære, selvom jeg dybest set er sikker på, at det er den rigtige beslutning at stoppe, siger Morten Resen, der dog ikke kan løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.
- Jeg ved det simpelthen ikke. Der er så mange ting, jeg skal tage stilling til. Men jeg tror, jeg skal lave noget selv, siger han.
Gennem Morten Resens tid på 'Go' morgen Danmark' har der været mange højdepunkter. I fredagens program fik den 37-årige tv-vært selv mulighed for at gense nogle af de største øjeblikke:
Den rørende overraskelse får folk til at reagere lige nu på Facebook, hvor mange læsere ønsker Morten Resen god vind fremover. Du kan også sende din hilsen her: