Glemt tradition: Derfor skal du spise pandekager i dag

Hvis du er vild med pandekager, er dagen i dag lige noget for dig - det er nemlig international pandekagedag.

Gennem årene har internationale mærkedage som Valentinsdag og Halloween fundet vej til Danmark. Og hvem ved - måske er endnu en ved at bide sig fast.

I hvert fald er det i dag - tirsdag d. 9. februar - international pandekagedag, og det betyder selvfølgelig, at du med rette kan mæske dig i en stor stak varme pandekager. 

Pandekagedagen er en gammel, kristen tradition. I gamle dage skulle de kristne nemlig faste i 40 dage op til påsken. I den periode måtte man hverken spise søde sager, æg, hvidt mel eller mælk. Derfor skulle disse råvarer spises op - og så lavede man pandekager i lange baner.

Pandekageløb

Pandekagedagen falder altid tirsdagen efter fastelavnssøndag og bliver også kaldt "Hvide Tirsdag," fordi de fleste af de "forbudte" råvarer netop er hvide. 

Mærkedagen har vundet fodfæste i særligt de engelsktalende lande. I Storbritannien, Australien og USA fejrer man 'Pancakeday', mens traditionen også er stor i katolske lande. I den lille engelske by Olney markerer man dagen med det årlige pandekageløb, der har fundet sted siden 1445.

I Danmark har der også tidligere været arrangeret sæbekassestafet, hvor en pandekage blev bagt ved Skagen Fyr og transporteret hele vejen til Rådhuspladsen i København via en sæbekassebil.

Du kan finde flere forskellige pandekageopskrifter her

Velbekomme - og glædelig pandekagedag!