Sådan laver du den perfekte scoremiddag

Forkæl din date med god mad, der viser både personlighed og værdsættelse. Her får du to kokkes bud på den perfekte scoremiddag. 

Naturen begynder at spire, og før vi får set os om, står alting i fuldt flor - det er endelig blevet forår.

Det er dog ikke kun naturen, der begynder at summe mere af liv. For mange mennesker er foråret en årstid, der forbindes med, at også kærligheden folder sig ud.

Hvis du er en af dem, der vil give kærligheden en chance den kommende tid, så er der gode råd at hente her i artiklen til, hvordan man laver den perfekte middag til sin date.

TV 2 har spurgt de to unge talentfulde kokke Emil Sandberg Rodam og Morten Falk om, hvad man skal servere, og hvad der er det vigtigste, når man inviterer en date på hjemmelavet mad.

De træner for tiden til det uofficielle EM for kokke, der afholdes i maj i Ungarns hovedstad Budapest. Men midt i alle deres vilde madeksperimenter har de taget tid til at hjælpe med nogle gode, nemme opskrifter.

Menuen består af Svamperisotto med Kammuslinger og Trøfler, og til dessert er der Gateau Marcel.

Opskrifterne finder du her i artiklen sammen med to inspirerende instruktionsvideoer, der viser, hvordan man tilbereder maden

5 vigtige ting - når du vil imponere på valentinsdag

Gør det let og lækkert

Lav noget nemt og simpelt "less is more". Du skal have tid til at være vært, for værtskabet er ligeså vigtigt som maden.

Gode råvarer

Husk, når du gør det simpelt, skal det være gode råvarer. Køb den gode pasta, gå til fiskehandleren eller slagteren, så kan du også købe præcis den mængde, du behøver. 

Smag maden til

Brug gode eddiker eller citronsaft, salt og peber. Det vigtigste ved mad er, at det smager godt. 

Lav mad, du har prøvet før - men pift det op.

En god risotto kan hurtigt blive til en fremragende ret med et stykke stegt fisk på toppen, en persilleolie og lidt hakkede krydderurter. Har du prøvet retten før, så slipper du også for at skulle hente pizzaer, når det hele er brændt på.

Husk noget sødt!

Om du køber små macaroons eller laver en dessert, så husk, det er vigtigt at have en god afslutning på måltidet.
 

Risotto – så ved du, hvad der foregår i universet
Men det er ikke kun gjort med kokkenes ekspertise. Parforholdsekspert og psykolog Thomas Markersen vurderer, om menuen nu også lever op til, hvad den lover.

Inden TV 2 interviewer Thomas Markersen, og fortæller ham om menuen, har han forhørt sig hos en håndfuld kvinder, hvad de synes, der er nogle gode retter at servere på en date.

Her nævner de alle sammen risotto som hovedret, fortæller han.

- Risotto er simpelthen hittet, så viser du, at du ved, hvad der foregår i universet. Det er også en ret, der er nem at spise. Du skal ikke knokle med at skære ud og gøre ved, og det er ikke et monster af lange salatblade, du skal have fortæret, med risiko for at det hele sætter sig fast i tænderne.

- Det smager lækkert, og det er noget, der er blevet brugt tid på. Når en date kommer hjem til en, så må der gerne dufte af, at der har simret noget lækkert i lejligheden, og der er kredset om tingene, siger Thomas Markersen.

Spørger man Emil Sandberg Rodam er han heller ikke et øjeblik i tvivl om, at menuen kan tage kegler.

- Det er en perfekt menu til en date. Du kan lave kagen en måned i forvejen, hvis du vil, og komme den i fryseren. Risottoen tager kun tyve minutter, og den kan man lave, imens man sludrer i køkkenet og drikker et glas vin.

- Så det er en menu, der er let at lave, og det er også nogle forholdsvist simple ingredienser, man skal bruge. Men når man tilføjer trøffel og kammusling, bliver det pludselig meget mere eksklusivt. Og så smager det sindssygt lækkert.

Som du kan se i klippet herunder, anretter kokkene deres risotto med en grøn olie. Se her, hvordan du laver en grøn olie, som forlænger dine krydderurters levetid. 

Gateau marcel – en fræk og lækker kage
Det er dejligt at slutte en middag med en lækker dessert. Men når man er på date, skal det helst ikke være noget, der ligger alt for tungt i maven.

Det gode ved en Gateau Marcel er, at den ikke indeholder mel, hvilket er med til at gøre den ekstra let og luftig, samtidig med at den har en lækker og intens chokoladesmag.

I stedet for at pynte den med chokoladespåner, som den ofte bliver serveret, kan den få et romantisk forårslook med urter og blomster, der samtidig også bidrager med god smag.

Urterne og blomsterne til menuen, skal man selvfølgelig finde selv, hvis det står til Morten Falk.

- Du skal selv plukke ramsløgene og blomsterne, hvis du kender et sted, hvor de vokser. Ramsløgene kan forveksles med liljer, men hvis man knuser lidt af stilken, er man ikke tvivl om, hvad der er ramsløg.

- Det dufter rigtig meget af frisk løg, hvor liljer ikke dufter af noget. Stedmorblomsterne finder man ofte i kanten af buske. Men man kan bruge de spiselige blomster eller krydderurter, man har lyst til.

De to kokke lader til at have ramt midten af skiven, hvis man skal tolke Thomas Markersens umiddelbare reaktion, da han får forklaret, hvad der er til dessert.

- Det lyder helt vildt frækt og lækkert. Det er lidt koldt og luftigt, og der er mange smagsindtryk. Det vækker sanserne og trykker på mange forskellige knapper, der kan aktivere minder og lyster, siger han.

Pas på med facademiddagen
Det er vigtigt, når man skal på en date, at man viser sig fra sin bedste side, og faktisk skal man gerne skrue ekstra op for det positive billede af sig selv, forklarer Thomas Markersen.

- Man skal være forsigtig med at omtale sig selv negativt, det tror folk nemmere på, end de tror på det positive, man siger om sig selv. Så man skal skrue op for det positive for at skabe et ægte billede af sig selv.

Han forklarer videre, at en fejl, som mange nemt begår, er at lave en såkaldt facademiddag, hvor man foregiver at være en anden, end den man i virkeligheden er, for at imponere sin date.

Så selvom man eksempelvis ifølge Morten Falk skal plukke sine egne blomster til kagen, så er det kun noget, man skal gøre, hvis det til at starte med har ens interesse, forklarer Thomas Markersen.

- Man må godt vise, at man går op i noget, men hvis det kun er for at imponere, så er man på den. Det kan man kalde facademiddage, hvor man bare laver mad for at score.

- Man skal ikke overdrive sin positive sider. Hvis du har plukket urter, så skal du vise, at du har haft en fest med det. Du skal på eventyr i dit liv, og så skal din date synes, det liv er spændende, siger Tomas Markersen.

Det skal du ikke servere for din date

Server ikke mad, der spilder

Det kan eksempelvis være sushi med soya, der kan dryppe ned på tøjet, suppe, burger, hjemmelavede friske forårsruller, eller spaghetti med kødsovs.

Undgå stærk mad

Der er bare nogle mennesker, der ikke kan rumme stærk mad, derfor er der ingen grund til at tage chancen.

Mad med alt for meget hvidløg

Hvidløg smager godt, men har den kedelige effekt, at det hænger godt fast, hvis man har spist det i store mængder. Undgå derfor at bruge for meget hvidløg i maden. 

Server ikke mad, der sætter sig i tænderne

Især grøn salat har det med at sætte sig i tænderne. Salater er i det hele taget besværlige at have med at gøre. Server hellere retter, der er lette at spise, og som ikke tager for meget koncentration, som eksempelvis risotto eller tapas.

Server ikke rødvin

Rødvin kan give blå tænder, men det er der heldigvis råd for. Server istedet hvidvin eller rosevin til maden.