Livsstil

Linse Kessler 50 år: Derfor kan hun få 20.000 likes på bare én time

Hele Danmarks Linse Kessler fylder 50 år torsdag d. 31. marts.

Hun er kendt for at være sig selv, men har med sin store fanskare også slået fast, at hun ikke bare er en døgnflue - i dag fylder Linse Kessler rundt.

- Jeps, I dag fylder jeg 50 år. Jeg har aldrig haft alderskriser, og det har jeg heller ikke i dag. Jeg synes det er en dejlig alder, og jeg synes, at jeg har levet en masse vidunderlige år.

Ordene har Linse Kessler skrevet torsdag morgen på sin Facebookside - i en opdatering, som over 20.000 personer på under en time trykkede 'synes godt om'. 

Linse Kessler er blevet folkeeje - elsket og hadet på et niveau, man skal lede længe efter. Siden første afsnit af 'Familien fra Bryggen' rullede over skærmen i 2011, har hun opbygget en enorm succes på de sociale medier - faktisk har hun dobbelt så mange følgere som statminister Lars Løkke Rasmussen. 

- Hun er mere end en realitystjerne, fordi hun tør mere og giver det ekstra. Derfor er hun interessant, og derfor er hun hele Danmarks darling, som folk både elsker og hader, forklarer ekspert i sociale medier Nathalie Camilla Larsen.

Jeps I dag fylder jeg 50 år :) 󾌸 Jeg har aldrig haft alderskriser, og det har jeg heller ikke I dag, jeg synes det er en...

Posted by Linse Kessler on Wednesday, March 30, 2016

På størrelse med Medina og Christopher

Linse Kesslers succes på sociale medier kan ifølge Nathalie Camilla Larsen sammenlignes med popstjerner som Medina og Christopher.

Alligevel er den barmfagre blondines succes særlig unik, fordi hun ikke arbejder med internationale brands.

- På den måde er det stort i en dansk kontekst. Og det giver hende selvfølgelig en enorm gennemslagskraft og et ret fint udgangspunkt for at tjene penge på sit brand – altså på den hun er, forklarer Nathalie Camilla Larsen.

Linse er også kendt for at have skandinaviens største barm og for at være storesøsteren til den professionelle bokser Mikkel Kessler.

Linse er uden filter

Det er netop sidstenævnte, der gør, at Linse Kessler går rent ind på de sociale medier: Hun formår at være ægte og meget direkte i sine holdninger. 

- Hun lægger ikke fingre imellem, og det giver noget kant og en følelse af, at vi har Linse helt ufilteret, siger Nathalie Camilla Larsen og tilføjer:

- Mange realitystjerner er meget polerede, men det indtryk får man slet ikke af Linse Kessler. Selvom hun er silikone, så er hun ærlig om det og er ikke bange for at vise grimme ting, sorger og nederlag. 

I videoklippet herunder kan du høre den ene ting, som Linse Kessler har fortrudt i sit liv: 

Et holdbart brand

Med den indstilling er det derfor lykkedes Linse Kessler, at undgå at blive en døgnflue i tv-verdenen, mener Nathalie Camilla Larsen.

Om hendes succes kommer til at holde længe, afhænger dog i høj grad af hendes eget engagement på de forskellige platforme. Potentialet er der nemlig.

- På de sociale medier vil vi under overfladen, og det ligger lige til højrebenet for Linse. Det er hendes brand, og hun har allerede slået fast, at hun ikke er en døgnflue. Så hvis hun fortsat har lyst til at være sig selv, kan succesen sagtens vare længe, siger Nathalie Camilla Larsen.

Hun vurderer dog samtidig, at det vil blive svært for Linse Kessler at rykke sig ud af den rolle, hun har på nuværende tidspunkt. 

- Det bliver svært for hende at være andet end skæve Linse. Selvfølgelig har hun markante holdninger til dyrevelfærd, men hun bliver formentlig aldrig politiker, siger hun.