Anja gjorde 'hekse'-barnet Hope verdenskendt: Nu beskyttes hun af politi
Danske Anja Ringgren Lovén arbejder med udstødte børn i Nigeria. Hun og børnehjemmet beskyttes i dag af bevæbnet politi.
Det har både haft positive og negative konsekvenser, at billedet af den toårige udsultede og udstødte dreng Hope gik verden rundt.
Det fortæller Anja Ringgren Lovén om i 'Go' morgen Danmark'.
Hjælpeorganisationen 'Din Nødhjælp' redder såkaldte 'heksebørn' i Nigeria med medicin, mad og tryghed på et børnehjem, efter at børnene er blevet udstødt og forladt af familien og lokalsamfundet.
Billedet af toårige Hope blev delt massivt på de sociale og traditionelle medier i årets første måneder, og Anja Ringgren Lovéns organisation har fået masser af opmærksomhed - hendes inbox 'gløder', fortæller hun.
Bevæbnet politi
Men med opmærksomheden omkring arbejdet med heksebørn og Anja Ringgren Lovén som person, følger der også en bekymring omkring sikkerheden.
- Vi har bevæbnet politi på børnehjemmet nu, det er nødvendigt. Når jeg bevæger mig rundt, så tager vi alle sikkerhedsforanstaltninger. Jeg bevæger mig ikke fra A til B den samme rute. Vi tanker ikke benzin på bilen det samme sted hver dag. Jeg har en bevæbnet politimand med mig, siger Anja Ringgren Lovén, der også har en tæt kontakt til den danske ambassadør i Nigeria.
- Sikkerheden er sat på spil, så man skal selvfølgelig tænke sig om lidt ekstra. Nu er der så meget fokus på mig og det arbejde, jeg laver. Før der gjorde vi det lidt mere i skjul på en eller anden måde, nu er vi virkelig kommet ud til hele verden, så vi skal virkelig passe på nu.
Sidste år blev børnehjemmet udsat for angreb, og Anja Ringgren Lovén frygter blandt andet, at kriminelle tror, der ligger penge på børnehjemmet.
De sociale medier kan også tiltrække den forkerte opmærksomhed.
- Jeg skal selvfølgelig passe på, fordi selv terrorister i dag og kriminelle bander, der hærger i vores område, har Facebookprofiler. Alt, hvad jeg gør på Facebook, kan man læse om, siger hun.
Heksebørn beskyldes for al årligdom
De såkaldte heksebørn er børn, der bliver udpeget af en præst, heksedoktor eller måske et familiemedlem til at stå bag dårligdom i en landsby, der er præget af fattigdom og overtro.
Grunden til udpegelsen kan eksempelvis være en mislykket høst, eller det kan ske i en familie med en stor børneflok, hvor det ikke er muligt at brødføde alle børnene. Det kan også være en stedfar eller stedmor, der ikke nærer så meget kærlighed til det bestemte barn i familien, fortæller Anja Ringgren Lovén.
Herefter bliver barnet udstødt.
- Børnene, som de legede med, de vil ikke lege med dem længere. Skolerne afviser dem. Hvis de stadig er omkring familien, så sidder de og spiser af en madskål for dem selv. Der er ikke andre, der tør spise af den madskål, fordi så tror man, at de bliver forhekset. Det er børn, der simpelthen bliver afvist af familie, af venner og bekendte. Af hele landsbysamfundet. De er udstødt.
- Der er sikkert også nogen, der vil prøve på at slå dem ihjel, så de er også på flugt og gemmer sig ude i buskene og hænger meget til på markedspladsen, hvor de måske kan snuppe noget mad bare for at overleve, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.
Det hele værd
På trods af risikoen forbundet med nødhjælpsarbejdet, er det det hele værd, fortæller Anja Ringgren Lovén, der solgte alt, hvad hun ejede, for at flytte med kæreste og barn til Nigeria og arbejde med de udsatte børn.
- Når jeg ser, hvordan børn kan hænge i træer og blive brændt levende og begravet levende, så er det det værd. De her børn, ligegyldigt hvad de har været igennem, har hver eneste dag overskud til at smile og være glade og bare påskønne, at de er i live. Jeg har ikke grund til at skulle gå rundt og hænge med mulen, fordi jeg måske er i et land, der er et lidt farligt.
- Jeg har ikke været igennem den tortur, de har været igennem. Når jeg nogle gange føler, at det er lidt hårdt, så skal jeg kigge på børnene og så smiler de til mig. Så ved jeg, hvorfor jeg gør det. Det er dem, der driver mig og giver mig en masse energi, fortæller hun.
Øverst kan du høre Anja Ringgren Lovén fortælle om sit arbejde i Nigeria og nederst fortæller hun om den oprustede sikkerhed: