De brændte børn

Chat med Tommy fra 'De Brændte børn'

I aftenens afsnit af 'De brændte børn' følger vi Tommy. 

Han har i mange år forsøgt at slippe fri af en barndom fuld af alkohol, en stedfar, der slog, og en selvtillid, der blev svækket for hvert slag, der faldt. 

Tommy er i dag 48 år og er succesrig topleder i en stor, dansk virksomhed. 

Live-chatten er nu lukket.  

Stil spørgsmål

Vi takker nu af for live-chatten og for de mange, mange spørgsmål. Alle kommentarer, beskeder og spørgsmål bliver sendt til Tommy, så han kan læse dem igennem. 

Spørgsmål

aSK:

Kære Tommy, du siger du ligner din far. Det tror jeg også. Kan den styrke du har i dag skyldes dine første fem år med din far?

Svar:

Ja, det tror jeg. Det er gener, og der er miljø. Men efter det, jeg har hørt fra min familie og dem, der kendte min far, så ligner jeg ham meget. Jeg kan også se, at jeg er anderledes på rigtig mange punkter end min mor og stedfar var. 

Det er den ene del - den anden del handler om at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, når man skal bearbejde sådan nogle traumer. Man skal være åben omkring det. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Malene :

Hej Tommy Ville du ønske at din mor havde bedt om hjælp i stedet for at være blevet i det...?

Svar:

Kære Malene, 

Ja, selvfølgelig. Det er et godt spørgsmål. For hvad er det, der holder et menneske fast i sådan en situation. Mit bud er, at det er angsten for at stå alene. Uanset hvor skidt, det man har, er. Jeg tror, der er mange, der er bange for det, de kan miste - altså adskillelsen. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Lene Klint:

Hej Tommy. Har du dage hvor du bare dykker? Jeg mener, hvor du din fortid får overtaget på dit selvværd, og nærmest vinder. Håber du forstår spørgsmålet. Hvis, hvordan kommer du så oven på? Har du været ærlig overfor din partner fra starten, og hvordan har hun taget det?

Svar:

Kære Lene, 

Jeg har aldrig lagt skjul på min fortid over for min kone. Selvfølgelig har jeg dage, hvor det er sværere end andre. Sådan tror jeg alle har det. Men jeg er også fast besluttet på, at de dage, som er svære, så er det fordi, der er noget, jeg skal håndtere, og der er noget, jeg kan lære. Så selvom de dage kan være svære, så kan de også være berigende og give mulighed for indsigt. Der er gaver i alle de dårlige ting for os selv. 

Mvh. Tommy. 

Spørgsmål

Helle :

Kære Tommy. Modigt og flot at du turde stå frem i tv i aften. Hvordan har du arbejdet dig igennem de traumer, du fik pådraget dig? Har det ikke præget dig på nogen som måder, så du har fx haft angst? Hav det godt!

Svar:

Kære Helle,

Jo, jeg har haft meget angst. Jeg har haft angst for at fejle og for ikke at være accepteret og ikke være god nok. De ting har jeg arbejdet med i mange år indvendigt. Jeg har prøvet at forstå, hvor angsten kommer fra. Jeg har - langt hen af vejen - selv håndteret det sammen med min kone. I den periode er der ikke så mange, der har set, at jeg har haft de her traumer. Men en dag havde jeg behov for professionel hjælp - og den fik jeg. Det var en stor forløsning for mig. Efter det har jeg haft værktøjer til at håndtere mine følelser. Og har følt mig beriget af den indsigt, jeg har fået.

Mvh. Tommy 

Spørgsmål

Lene:

Hej Tommy. Jeg har lige set dit program "De brændte børn" Jeg er nysgerrig på hvordan du er nået i mål med at få et "normalt liv" mht job og familie? Mvh Lene

Svar:

Kære Lene, 

Jeg er lidt bange for at bruge ordet 'normal', for jeg tror ikke rigtig på et normalt liv. For mig er det at leve og være ærligt og have respekt for hinanden og gøre hinanden det godt. Og så er formen det ligegyldigt. Men jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Sara:

Den gang du skulle være far, var du så bekymret for at blive som din stedfar?

Svar:

Kære Sara, 

Nej. Jeg var ikke beskymret for at blive som min stedfar. Men da jeg blev far, fik jeg en masse situationer, hvor jeg blev vred og pludselig forstod, hvad de voksnes ansvar gik ud på - og hvordan der ikke havde været voksne omkring mig, der ikke havde taget det ansvar. Jeg har altid følt en grundlæggende forskel på min stedfar og jeg som personer. Men i forhold til min biologiske far, har jeg været i tvivl om, hvordan vi er som mennesker, for ham kender jeg ikke. Jeg har fået et større kenskab til ham nu, og det gør mig tryg, for jeg synes, jeg ligner ham.

Mvh. Tommy 

Spørgsmål

Anne-Marie:

Hej Tommy. Først og fremmest en kæmpe respekt og beundring over dit mod. Når nu du er fra et hjem, hvor man ikke taler om tingene, hvordan oplevede du så det med at konfrontere med frygten for at blive afvist?

Svar:

Kære Anne-Marie, 

Det var her, hvor programmet hjalp mig. Jeg fik støtte til at gå ind i de svære samtaler. Jeg gennemførte samtalerne selv, men det at have en uvildig person og den opbakning og støtte, der skulle til, der var en stor hjælp. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne gennemføre det solo. Det ville måske have endt et andet sted. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Anne Fisker:

Hej Tommy Tak fordi du delte dine oplevelser. Jeg kan forestille mig, der har været mange tunge overvejelser forbundet med valget at gå på landsdækkende tv - synes det er meget modigt af dig :) Kan du over tid tilgive din mor? Og få fred i sindet? Mvh Anne

Svar:

Kære Anne, 

Tilgivelse er en indre proces. Jeg føler ikke nogen vrede mod min mor nu. Det har jeg gjort tidligere. Men det er væk. Jeg har empati for min mor og hendes situation gennem livet og synes godt, jeg kan se hendes udfordringer. Hun har været offer for sin historie. Jeg kan ikke tilgive volden - den var unødvendig - men jeg kan godt tilgive min mor, for hun var ikke der i sit liv, hvor hun kunne håndtere børn på en måde, som var rigtig. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Lars Johansen:

Hej Tommy, hvorfor har du ikke "sladret" til nogle voksne om, hvad der foregik derhjemme? Var der ikke nogen, der havde mistanke? Mvh. Lars

Svar:

Kære Lars, 

For det første havde jeg oplevet, at det, der skete i hjemmet, var forkert. Det var jeg bevidst om meget tidligt. Så det frirum, jeg havde, hvor der ikke var alkohol og vold, ville jeg ikke forurene med den viden, for det var fristeder for mig. Det var der, hvor jeg blev tanket op med gode ting. Så tror jeg også, der var en del skam fra min side af - en følelse af, at det var forkert. Så det er lidt dobbeltsidet. 

Mvh. Tommy

Spørgsmål

marajane mørch :

Hej Tommy Min barndom var lige som din, jeg valgt at lukke mig selv og prøve at glemme det, nu er min mor og far døde, og jeg vil ikke snakke om det med min søster. Har du prøvet at lukket ind og prøve at glemme det ting du opleve i din barndom? Vh Marajane

Svar:

Kære Marajane, 

Jeg har aldrig forsøgt at lukke det inde. Men i den første, lange tid, efter volden ophørte, var det ligesom at være med i en film, hvor jeg ikke selv deltog i. Det betyder, at jeg på en eller anden måde har lukket følelserne ned, fordi jeg på et eller andet plan ikke var parat til at håndtere dem. Det tror jeg godt kan sammenlignes med det sted, hvor du er. Man er klar til at håndtere de følelser, når man er. Det er en proces, man ikke kan speede op. Eller springe over. Arbejd med det og giv det tid.

Mvh. Tommy.  

Spørgsmål

Mads:

Hej Tommy. Stor respekt herfra for din åbenhed igennem den lange besværlige rejse samt de kampe du har måtte kæmpe undervejs og sandsynligvis stadig kæmper?. Hvordan har din baggrund og dine oplevelser påvirket dit forhold til dine sønner?

Svar:

Hej Mads, 

Jeg har altid været lidt af en høne-far. Med det mener jeg, at jeg nogen gange har taget beslutninger på mine børns vegne, fordi angsten for at fejle stadig sidder i mig. Det har begrænset mine børns muligheder for at træffe egne beslutninger, og de har nogen gange følt, at de har været begrænsede, men det gode er, at vi altid har fået snakket om det. Efter de har set udsendelsen, giver det meget mere mening for dem, hvor jeg har haft mangler og udfordringer som far, fordi jeg har manglet en rollemodel.

Mvh. Tommy

Spørgsmål

Michella Jensen:

Hej Tommy. Jeg vil gerne høre hvordan din egen familie - kone og børn - har haft det med at du har lavet det her program? Har det været en positiv eller negativ oplevelse for jer som en familie?

Svar:

Kære Michella, 

Min familie har accepteret og støttet mig i programmet. Og mine børn har fået et dybere kendskab til, hvad min fortid egentlig bestod af, og hvor voldsom, den virkelig var. Så alle i min nære familie har det godt med programmet. Mest af alt har jeg det selv godt med programmet. 

Mvh. Tommy.

Spørgsmål

Ketty :

Ville Allan ikke snakke om fortiden da i mødtes?

Svar:

Hej Ketty, 

Allan mente ikke, han havde noget at bidrage med om vores fortid, som han sagde i programmet. Jeg fik fortalt, hvad det havde gjort ved mig. Jeg synes, jeg kunne mærke, at det rørte ham på visse punkter. Så jeg har ikke afskrevet min bror. Det bliver på et andet niveau, vi mødes - jeg kan godt acceptere, at vi ikke taler om fortiden. Det er hans valg. 

Mvh. Tommy. 

Spørgsmål

Michella marie søndergaard:

Hvordan har du det idag. efter programmet er vist. Har du fået din selvtillid op, og hvad har du gjort for det?

Svar:

Kære Michella,

Jeg har det godt. Mit selværd er blevet meget bedre. Jeg har det godt med, at programmet er vist. Jeg har arbejdet med mine traumer og hvad de har gjort ved mig i de sidste 3-4 år. Programmet har været en afgørende del af den rejse. Det er at forstå sine følelser, og hvor de følelser kommer fra, der har hjulpet mig. Det er en fortsat rejse, og den er jeg ikke færdig med endnu. Når jeg ser mig selv udefra, synes jeg, jeg er kommet langt. 

Mvh. Tommy.  

Du kan se hele udsendelsen om Tommy på TV 2 Play.