Livsstil

Toms opsang til 'snotvalpe' deles igen og igen: - I ødelægger det for folk som mig

Tom Andkjærs opsang til fem unge med mellemøstlig baggrund har taget nettet med storm. Debatten skal løftes af danskere, som selv er mørke, siger han.

For under et døgn siden lagde forfatter og blogger Tom Andkjær en video på Facebook, hvor han skælder ud på en gruppe unge mænd med mellemøstlig baggrund, der forleden forsøgte at snyde foran i køen i Fona.

Siden er videoen blevet set af over 1,4 millioner mennesker på Facebook, hvoraf over 30.000 har delt videoen og næsten 60.000 har trykket 'synes godt om'. 

- Jeg er meget positivt overrasket. Jeg havde ikke tænkt så meget over det, da jeg lagde det ud, og jeg siger jo egentlig bare, hvad jeg føler, fortæller Tom Andkjær til TV 2.

Ødelægger det for andre

I videoen fortæller han, hvordan de fem unge mænd prøvede at snyde foran i den lange tilbudskø i Fona i Kolding. Tom Andkjær bad dem derfor om at gå om bag i køen, og det fik ifølge forfatteren mændene til at true med tæsk og råbe skældsord. 

- Hvis I hører mig, I fem snothvalpe ude fra Fona. Jeg gider ikke slås med jer, men et godt råd til jer: Opfør jer ordentligt, for I ødelægger det for rigtig mange mennesker med en anden hudfarve som mig, og som er muslimer, lyder det blandt andet fra Tom Andkjær i videoen.

Knap 4500 har kommenteret videoen, hvor størstedelen kvitterer med ord som 'respekt', 'sådan' og 'godt brølt'. Her er der også flere, der bekræfter episoden foran Føtex. 

- Jeg stod på modsat side af drengene, lige kommet ud af Fona og kan bekræfte episoden. Samme størrelse som dig blot lidt ældre, skriver Claus Olling.

Træt af racismekortet

Selv er Tom Andkjær adopteret fra Brasilien og har boet det meste af sit liv i Danmark. Her er han efterhånden blevet træt af folk, der gemmer sig bag deres hudfarve og ofte trækker racismekortet, forklarer han. 

- Jeg oplever, at der en gruppe i indvandrermiljøet, der hele tiden er på tværs af samfundet med dårlig adfærd og kriminalitet. Men når de så skal stå til ansvar, råber de op om racisme. Kære venner, det er ikke, fordi I er muslimer - det er fordi, at I opfører jer som idioter, siger Tom Andkjær.

Netop den adfærd mener han smitter af på andre med mørk hud, selvom det egentlig handler mere om dannelse end racisme og hudfarve. Og derfor er det også vigtigt, at danskere, som er mørke i huden, blander sig i debatten, lyder budskabet fra Tom Andkjær.

- Jeg er selv mørk og er træt af at bøde, fordi en lille gruppe skaber en modstand, som jeg og mange andre mørke skal bøde for. Så jeg håber, at jeg har startet en debat, som mange nok gerne vil diskutere, siger Tom Andkjær og tilføjer:

- Som hvid dansker kan man bare ikke sige noget, for så beskyldes man for racisme, så derfor gør jeg det. 

Opbakning fra politikere

Hans video har fået opbakning på de sociale medier af flere politikere som Anders Samuelsen (LA) og Naser Khader (K).

- Ham her, han er i mine øjne kandidat til at blive Årets Dansker, skriver Anders Samuelsen om Tom Andkjær.

Og den kommentar glæder Tom Andkjær.

- Jeg synes, det er godt, hvis politikerne blander sig i debatten. Vi bliver nødt til at diskutere, hvad racisme er, så alle ikke kommer til at bøde for, hvad en lille gruppe gør, fordi man ikke tør handle siger Tom Andkjær.