Fodbold

Bundhold fra Nordjylland har gjort det nærmest umulige: Nu vil vi være næst-ringest

Vi er her for at hygge os - ikke for at tabe os, er tankegangen hos Ulsted Boldklub. Nu har fodboldholdet overrasket ved at vinde en kamp.

Nordjyllands bundhold fra serie 6 har måske fundet svaret på, hvad der skal til for at vinde en fodboldkamp. 

En solid omgang varm leverpostej på hvidt brød.

Det var i hvert fald det, der blev indtaget - tre kilo af slagsen - da fodboldholdet for nylig vandt deres første kamp i over et år.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det var. Altså, det er fremragende, siger cheftræner Michael Simonsen i 'Go' aften Danmark'.

TV 2 Nord har fulgt fodbolddrengenes kamp for at komme op af serie 6-rangstigen og i sidste weekend lykkedes det endelig at opnå en sejr.

Ulsted Boldklub vandt med cifrene 4 -1 mod de lokale rivaler fra Langholt Sports Klub.

Michael Simonsen fortæller, at det mest imponerende ved sejren var den holdspiller, der scorede det fjerde mål med knæet. 

- Det sker aldrig. Manden, han er angriber, og det er anden gang nogensinde, han har scoret et mål, lyder det fra træneren. 

Derudover har holdet også et andet madtip, for de holder sig ikke kun til leverdrenge. De spiser nemlig lige præcis det, de har lyst til. 

- På onsdag, når vi skal træne, der skal vi have kamsteg og kartofler med brun sovs, siger fodboldtræneren fra det populære bundhold. 

Når teknikken ikke er Laudrup

Filosofien i klubben er ”vi er her for at hygge os – ikke for at tabe os”, og her er der plads til alle.

- Vi vil egentlig bare gerne vise folk, at bare fordi man vejer 10 eller 20 kilo for meget, eller teknikken ikke er Laudrup, er fodbold stadig det, alle godt kan lide. 

Men på trods af den afslappede indstilling, vil holdet fra den lille by i Vendsyssel helst vinde, når først kampen er gået i gang.

- Når dommeren fløjter, så vil vi vinde for enhver pris. Og jeg råber og skriger, som om det gjaldt VM hver gang. Men som vores faste kommentator siger, så er forberedelserne simpelthen det ringeste, han nogensinde har set.

Ulsted Boldklub har også været forbi 'Go' morgen Danmark'

Slut med øl... sådan da

Drengene er dog begyndt at tage sporten mere seriøst, og de er derfor stoppet med at drikke øl under træningen.

Det er der en officiel og en uofficiel forklaring på.

- Det er da klart. Nu er vi seriøse, nu er det vand. Så tager vi øllen efter kampen, siger fodboldtræneren.

Det var den officielle årsag. Den anden er, at det ser lidt fjollet ud på tv.

Ifølge Michael Simonsen er det "tæt ved", at holdet er Nordjyllands ringeste - den nylige sejr har givet fornyet håb om at kravle op af listen. 

De næste to weekender bliver til gengæld ikke sjove, for her skal de kæmpe mod topholdet fra nabobyen Holte, som ligger nummer 1 i serie 6.

Her er vinderchancerne stort set ikke-eksisterende. Faktisk håber holdet på at tabe med under 20 mål i de to kampe.

- Jeg har en kammerat fra Holte og vi har væddet, om det bliver mere eller mindre end 20 mål, vi taber i de to kampe. Jeg håber godt nok at drengene løber røven ud af bukserne, for jeg skal  ikke tabe en kasse øl til Holte på hjemmebane. Så det bliver maks 19. 

Holdets første målsætning har været at vinde mindst én kamp i år – det er nu opnået, så derfor er ambitionsniveauet steget.

- Det er at være næst-ringest i Nordjylland, lyder det fra cheftræner Michael Simonsen. 

Følg drengene fra Ulsted Boldklub på TV 2 Nord, de næste mandage i 'Go' aften Danmark' eller se første afsnit gratis på TV 2 PLAY.