Tror du også kokosolie er super sundt? Så læs med her

16x9
TV 2 har spurgt flere eksperter om deres syn på kokosoliens sundhedsgavnlige effekter. Foto: Shutterstock

Er kokosolie så sundt, som mange gør det til? TV 2 har spurgt flere eksperter, om fedstoffets gavnlige effekter.

Det er ikke svært at finde rosende ord på nettet om kokosoliens sundhedsfremmende egenskaber. For nylig florerede det på min Facebook-væg, at kokosolie kan nedbryde 93 procent tyktarmkræftceller på to dage.

Det opsigtsvækkende resultat stammer fra en australsk undersøgelse fra 2013, hvor man havde set nærmere på blandt andet laurinsyre, en fedtsyre, der findes i store mængder i kokosolie.

Laurinsyren blev tilsat en saltopløsning, og forskerne kunne konstatere, at kræftceller der fik laurinsyreopløsningen oftere døde.

Det får dog ikke Kræftens Bekæmpelse til at anbefale kokosolie til kræftpatienter, forklarer seniorforsker ved foreningen Anja Olsen.

- Der er meget, meget langt fra det her studie til noget, der giver mening hos kræftpatienter. Derfor er det helt umuligt at give et klart svar på, om kokosfedt kan helbrede eller kurere kræft – men jeg ville blive voldsomt overrasket, hvis det viste sig at holde stik, siger hun.

Foto: S

Er gavnligt for hjerte- og karsystemet
Fortalere af et regelmæssigt indtag af kokosolie bruger tit argumentet, at kokosolie har en gavnlig effekt på hjerte- og karsystemet.

Det skyldes, at kokosolie lader til at hæve indholdet af det sunde kolesterol i blodet, og det skulle jo egentlig betyde, at kokosolie dermed var godt til at modvirke åreforkalkninger og blodpropper.

På oversigten over forskellige olier på Hjerteforeningen hjemmeside, står der imidlertid:

- Kokosolie/kokosfedt indeholder ligesom smør, meget mættet fedt og fremmer åreforkalkning og risikoen for blodpropper. Kokosfedt hører til den type fedt, vi især skal spare på.

Foto: S

Spørger man Tine Tholstrup, der er lektor på Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet, og som har forsket i mættet fedt de seneste 25 år, er forklaringen ganske simpel:

- Kokosolie indeholder store mængder mættet fedt, der hæver det totale kolesteroltal, både det populært sagt dårlige og beskyttende kolesterol.

- Det, der kunne være fornuftigt ved kokos er, at det hæver indholdet af HDL-kolesterol, men da det også hæver det dårlige LDL-kolesterol, er der ikke noget gunstigt ved det.

De officielle kostråd anbefaler, at maksimum ti procent af det daglige energiindtag kommer fra mættet fedt. Men da mange danskere får mættet fedt fra eksempelvis mejeriprodukter og kød, bør man overveje andre fedtstofkilder end kokosolie, foreslår Tine Tholstrup.

- Jeg ville bruge noget, der er neutralt i forhold til kolesterolbalancen. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man skal bruge fedtstof til, men både rapsolie og olivenolie er neutralt i forhold til kolesterol, siger hun.

Kokosolie der smelter på panden.
Kokosolie der smelter på panden. Foto: Shutterstock

Kokosolie er mere stabilt at stege i
Et argument for at bruge kokosolie til at stege i er, at det er stabilt at stege i. Det vil sige, at det ikke udvikler eksempelvis transfedtsyrer, når det opvarmes.

Dette er også mere eller mindre rigtigt, men et nyt studie fra DTU Fødevareinstituttet har netop fastslået, at det samme gør sig gældende for en lang række planteolier.

- Kokosolie er ikke fuldstændig stabilt, men det er i en så ubetydelig grad, ligesom når man opvarmer olivenolie, at det ikke er sundhedsskadeligt, man skal virkelig være ond ved olien, før der sker noget.

- Personligt ville jeg vælge andre olier, som eksempelvis rapsolie, der indeholder alfalinolensyre. Det er en essentiel olie, som vi mennesker ikke kan producere selv og skal have igennem kosten, siger Heddie Mejborn, der er seniorrådgiver i Afdeling for Risikovurdering og Ernæring ved DTU Fødevareinstituttet.

Foto: Shuttersto

Hun står bag den nye undersøgelse fra instituttet, der efter flere års forvirring nu kan frikende mange planteolier fra at skulle være skadelige, når de opvarmes ved madlavning, som du kan læse mere om her.

Dermed er der altså ikke meget, der taler for, at man hellere bør gribe efter kokosolien, når der skal steges råvarer til aftensmaden.

Fra udskældt til elsket i sundhedens tegn
Der gemmer sig en lidt sjov historik bag kokosolien. For et par årtier siden var olien dømt, da der blev drevet klapjagt på mættede fedtstoffer. Nu bliver den fremhævet som særlig sund og kan fås overalt.

Den ny vundne status undrer ernæringsekspert Per Brændgaard, der har svært ved at se, hvad der skulle gøre kokosolie mere sund end andre fedtstoffer.

- De senere år er der opstået en udbredt opfattelse af, at kokosolie er en helsekost. Det har undret mig fra starten af, for jeg kan ikke finde de gode argumenter eller videnskab, der bakker det op.

- Hvis man ser på fedtsyrerene i kokosolie, er de ikke er så usunde, som man tidligere troede, hvor det var dømt ude, fordi det var mættet fedt. Men der er ikke noget ved kokosolie, der er meget sundt siger han.

Foto: Shutterstock

Han forklarer, at det er set før, at en fødevare, der tidligere har været dømt ude, pludselig bliver fremhævet som en superfødevare, når det viser sig, at den ikke var så slem som tidligere antaget.

- Vi ser det ske igen og igen. Fedt var før det usunde, siden da er der opstået et marked for, at fedt er sundt, og kulhydrater er usunde. Der kommer kokosolie ind i den modebølge.

- Vi har tidligere set det ske med olivenolie, og specielt i Norge er der en tendens til, at smør er sundt, hvilket nok er den samme trend som med kokosolien.

Foto: Shu

Spørger man Per Brændgaard, hvilket fedtstof han vil anbefale folk at bruge, bliver det altså ikke kokosolien.

- Jeg anbefaler ikke nogen at bruge det, og jeg bruger det heller ikke selv. Jeg synes, det er overflødigt, men det kan da være, det er godt til visse typer mad. Til gengæld bruger jeg kokosnøddeflager – det er langt sundere, for her får man vitaminerne og mineralerne med, siger han.

Skal han pege på et enkelt fedtstof, han derimod anbefaler folk at bruge i madlavningen, vælger han rapsolie eller valnøddeolie.

- Ved at skifte til rapsolie eller valnøddeolie får man mere omega 3, balancen mellem omega 6 og 3 er bedre i rapsolie. Det er et sundere skift end ved kokosolie, siger Per Brændgaard.

Foto: Sh