Kære studenter, luk nu bare ørerne og forfølg jeres drømme
Mine egne børn lader lysten drive værket, og i min verden er det dem, der har fat i den lange ende i modsætning til system og politikere.
Da min ældste, Sebastian, var færdig med folkeskolen, ville han gerne et år på efterskole. Det fik han lov til, selv om det var dyrt, men som den "fornuftige" voksne betingede jeg mig, at han tog en fuld afgangseksamen, så det ikke bare blev et dyrt betalt år med "tant og fjas" - selv om han allerede havde en meget flot en af slagsen.
Efter det valgte han et gymnasium meget langt væk, så han kunne gå på en Medie+ linje, da det var den branche, han håbede at komme inden for på et tidspunkt. Også det fik han lov til, selv om jeg var ked af rejsetiden, og at jeg så ham mindre, fordi hans far boede tættere på, og det derfor var oplagt, at han var der mere i sin gymnasietid. Han var meget ambitiøs og målrettet igennem gymnasiet og fik en studentereksamen, der kunne få ham ind på stort set alt. Men efterfølgende ville han have en pause, og hurtigt blev et års sabbat til to med arbejde som pædagogmedhjælper i en integreret institution. Men det blev også til to afklarende år for ham, der gav mulighed for, at han kunne spare op til et års studie på den internationale filmskole, som han netop har fået svar på, at han er kommet ind på. Måske venter der efter det endnu et års filmskole i London. Han har i hvert fald allerede besøgt den og har så småt undersøgt finansieringsmulighederne.
Er møbeldesigner et rigtigt job?
Min næstældste, Karoline, afløste også folkeskolen med et års pause. Det blev som udvekslingsstudent i Argentina, hvor selve skoledelen nok var minimal, men det var også et år, der gav hende et ekstra sprog, en masse kontakter i hele verden og ikke mindst modenhed og stor selvstændighed. Som 3.g’er er hun netop gået på læseferie og venter kun på at få at vide, hvad hun skal op i. Og når det hele om en måneds tid er overstået, tager også hun minimum et sabbatår, selv om hun ved, at hvis hun venter mere end to år med at søge en videregående uddannelse, kan hun ikke længere gange sit snit op. Men det bliver forhåbentlig heller ikke nødvendigt, da hun vil være møbeldesigner, hvor man ikke skeler til snittet, men adgangsbilletten er en optagelsesprøve.
Da vi for nylig var til konfirmation, fortalte hun om sine uddannelsesplaner til nogle andre gæster, mens min far og altså hendes morfar overhørte hendes svar. Han smilede lidt i skægget for sig selv, og hun følte sig grint ad. Jeg var der ikke, men måske han gjorde det, fordi han er af den generation, der mener, at man skal vælge "det sikre". En traditionel uddannelse med gode jobmuligheder. Den generation for hvem design og kreativitet er lidt noget pjat og ikke "rigtigt" arbejde. Hun blev umiddelbart såret over reaktionen, men ikke slået ud, for det er det her, der er hendes drøm, og den er ikke blevet mindre efter at have haft Design som fag på gymnasiet, hvor hun har klaret sig rigtig godt.
De går efter nåleøjerne
Kamille på 18 år tog også et år til udlandet efter sin afgangseksamen og afslutter nu sit første år som gymnasieelev. Hun ved endnu ikke, hvad hun vil, men leger med tanker om journalistik eller jordemoder. Eller måske noget helt tredje. Hun aner det ikke endnu og har også tiden for sig. Selv har jeg altid haft en ide om, at hun nok blev Kaospilot, men måske hun gør som kæresten og satser hele butikken for at gå efter musikken. Som studerende på en musiklinje, er det jo en oplagt mulighed (eller risiko om man vil). Kæresten dropper ud efter 1.g-eksamenerne for at forfølge drømmen med det band, han er forsanger i, og som allerede har flere gode ting som pladekontrakt og spillejobs kørende for dem.
Det er nåleøjer, disse unge går efter, men jeg støtter dem fuldstændig i det, selv om vi lever i en tid, hvor de paces til at skynde sig, få så mange 12-taller som muligt og tage så mange A-fag, de kan. En tid hvor der skæres og ses ned på de kreative fag for i stedet at fremme en samfundsmæssig produktivitetskultur med ensretning, og hvor alle, der stikker ud, ses som slaggere, der spilder deres tid på pjat, i stedet for som individuelle og kreative mennesker.
Men vi har brug for de kreative. Brug for folk, der tør og kan tænke anderledes – og ikke kun som forskere. Vi har brug for folk, der vil, tør og kan fordølge deres drømme og er stærke nok til at gøre det, selv om de fleste omkring dem fortæller dem, at den her, den bliver sgu svær.
Intet er sikkert i livet
Det er meget muligt, at ingen af disse unge når deres mål inden for deres valgte fag, men det er for mig heller ikke så vigtigt. Det vigtige er i langt højere grad, at de faktisk er bevidste om deres drømme, at de lukker ørerne for alverdens velmenende advarsler om farer i horisonten og alligevel går efter dem. For selv om vi er voksne og erfarne, er vi ikke altid de klogeste. Og det er vi i hvert fald slet ikke, når vi gør alt, vi kan, for at slukke drømmene og presse dem ud i noget konformt, der er "sikkert" ifølge Arbejdsmarkedsbalancen.
Der er intet sikkert i livet – hverken nu eller senere. Men måske er der lidt større sikkerhed for at blive et lykkeligt menneske, hvis man i det mindste har ladet lysten drive værket og er gået efter sine drømme. Måske det lykkes. Måske ikke. Men så er det i det mindste prøvet af. Og det har stor værdi.
Så luk nu bare ørerne og forfølg jeres drømme.