Fodbold

Her sælger de flere Ulsted-trøjer end Tottenham, FC Barcelona og Real Madrid - tilsammen

Det er ikke mange kampe, Ulsted Boldklub vinder. Men de vinder på trøjesalget i den lokale sportsbutik.

På ét punkt slår Ulsted Boldklub store fodboldhold som Tottenham, FC Barcelona og Real Madrid.

Spilletrøjer fra Ulsted Boldklub er nemlig mere populære i den lokale Sportigan i Hjallerup end nogle af de ovenstående hold - tilsammen. Det skriver TV 2 Nord

Det sjove er, at bestillingerne kommer ind fra hele landet via vores webshop. Det er ikke kun nordjyder, der er fans af Ulsted-drengene.

Henrik Mølgaard, indehaver af Sportigan i Hjallerup

- Vi langer lige nu 10 gange så mange Ulsted-trøjer over disken som trøjer fra Tottenham, Real Madrid og FC Barcelona - tilsammen. Det er helt vildt og rigtig sjovt, fortæller indehaver af Sportigan i Hjallerup, Henrik Mølgaard, til TV 2 Nord.

Butikken i Hjallerup har indgået et samarbejde med Ulsted Boldklub om at sælge holdets spillertrøjer på deres webshop. Og indehaveren af butikken Henrik Mølgaard er slet ikke i tvivl om, hvorfor spillertrøjerne er et hit. 

- Udsendelserne viser virkeligheden. Det, folk ser på skærmen, er sådan, spillerne er. De er bare sig selv, uanset om der er kamera på eller ej, siger han. 

Og faktisk er det ikke kun fra lokalområdet, man er interesseret i holdets spilletrøjer. 

- Det sjove er, at bestillingerne kommer ind fra hele landet via vores webshop. Det er ikke kun nordjyder, der er fans af Ulsted-drengene, siger Henrik Mølgaard.

Se sidste afsnit af 'Nordjyllands dårligste fodboldhold' søndag aften klokken 22.25 på TV 2. 

Ender på sidstepladsen

Efter Ulsted Boldklubs andensidste kamp mod Langholt står det klart, at Ulsted Boldklub endegyldigt ender på sidstepladsen i serie 6. Årsagen til nederlaget skyldes delvist, at flere af holdets spillere havde besluttet sig for at melde fra til kampen. De ville nemlig hellere til Hjallerup marked.

Og hvem kan ikke godt forstå det? Specielt når man som 'allround'-spilleren Mathias 'Bette ski' Nielsen møder tv-værter, skuespillere og komikere. Her stødte han blandt andet ind i tv-værten Peter Tanev, komikerne Brian Mørk og Lasse Rimmer og skuespillerne Tomas Villum og Charlotte Fich.

Kan du slet ikke få nok af fodbold - i alle afskygninger - så gå ind på vores EM-site og læs om 'de andre stjerner'.