Livsstil

Sommeren kan ødelægge dit tøj - så let redder du det

Efter strandturen kommer mange hjem med saltvands- solcreme- eller pizzapletter på tøjet. Men hvordan fjerner man de genstridige hyggeplamager?

Måske kender du det. Efter en hyggelig grillaften kommer du hjem og opdager, at du har græs på buksebagen, pølsefedt på blusen eller måske rosévin på kraven.

Udover at du måske skal tænke lidt over din motorik næsten gang, så er der hjælp at hente mod de genstridige sommerpletter - men du skal agere tjept. Det fortæller husmor og pletekspert Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der står bag bloggen Husmoderen.dk.

For det første er det altid vigtigt, når det kommer til pletter, at de fjernes hurtigst muligt, efter de er opstået.

- Hvis opvaskemiddel påføres ret hurtigt, efter pletten er opstået, kan det stort set fjerne alt, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov.

- Problemet med pletter er egentlig ikke at fjerne dem, det er nemt nok, hvis man bare gør det lige efter, den opstår, eller inden for et par timer. Problemet er, at folk ikke gør det rigtigt første gang - og er pletten først vasket, så sætter den sig og så er den stort set ikke til at få af igen, forklarer hun.

Altid vaskemiddel ved hånden

Ann-Alicia Thunbo Ilskov opfordrer alle notoriske grissebasser til at have en bøtte opvaskemiddel stående ved vasketøjskurven.

- Når du tager tøjet af om aftenen, påfører du opvaskemiddel med det samme, gnider det godt ind i pletten, og derefter smider du tøjet i vasketøjskurven og vasker det, som du plejer, når du får tid til det, siger hun.

Herunder kan du læse, hvordan du nemmest kommer de klassiske sommerpletter til livs.

Sådan kommer du sommerpletterne til livs

  1. Rosé

    Går bølgerne lidt for højt i roséglasset, så de lyserøde dråber pletter dit nyeste sommertøj, er det frem med en anden form for alkohol.

    Glycerin kan du få i diverse supermarkeder og er kendt for at kunne fjerne vinpletter.

  2. Græs

    Bærer dine lyse hørbukser præg af, at du har hoppet lidt for lystigt rundt i græsset, er der hjælp at hente.

    Tøj med græspletter skal lægges i blød i sødmælk for at komme pletterne til livs.

  3. Solcreme

    Hvem har ikke været for doven til at tage trøjen helt af, når kroppen skulle smøres ind i solcreme?

    Er det gået ud over dine yndlingstråde, så kan du bruge almindelig opvaskemiddel, til at komme de hvide pletter til livs.

  4. Cykelolie

    Flotte sorte streger på buksebenene?

    Hvis du har været lidt for tæt og personlig med din cykel her i ferien, kan cykelolie fjernes med rensebenzin.

  5. Saltvand

    Skal det gå hurtigt, når du har været i bølgen blå, kan tøjet godt få saltvandspletter, når det tørrer. 

    De genstridige hvide plamager kan fjernes med klar lagereddike blandet i halvtkoldt vand.

  6. Pizza/madolie

    Manges yndlingsplet kan fjernes med et almindeligt husholdningsprodukt.

    Har du spildt pizzadråber på tøjet, kan de fjernes med opvaskemiddel.