Ferien giver travlhed hos parterapeuter: Sådan bliver du ordentligt skilt

Det er ikke kun sommerferien, der slutter i august - en række danskere går fra hinanden efter ferien, lyder det fra en ekspert.

Advokater, skilsmisserådgivere og parterapeuter går en travl tid i møde.

Når juli bliver til august, og sommerferien slutter, ender mange danske parforhold nemlig samtidig.

Det fortæller Ingrid Ann Watson, der er parterapeut og forfatter, til TV 2.

Forklaringen er, at rigtig mange sætter deres lid til ferien, når parforholdet er i fare for at bryde sammen, og de bliver slemt skuffede, når de vender hjem til hverdagens trummerum igen, forklarer hun.

- Vi har mange forventninger til sommerferien og siger: 'Lad os nu se, det kan jo være, at når vi kommer af sted og er sammen, så blomstrer det igen - vi får noget seksualitet tilbage, finder sammen og virkelig føler os som en familie igen'.

- Og når det ikke sker, bliver det det sidste dødsstød til forholdet, og man vil skilles, når man kommer hjem fra ferie, lyder det fra Ingrid Ann Watson.

Tror ikke på den lykkelige skilsmisse

Parterapeuten har mødt mange par, der enten står foran eller midt i en skilsmisse.

Nogle skilsmisser kan afværges, men har man truffet beslutningen om, at man vil skilles, skal man ikke regne med, at skilsmissen ender lykkeligt.

Der er næsten altid nogen, der bliver såret, og derfor bruger Ingrid Ann Watson ikke selv udtrykket 'den lykkelige skilsmisse'.

Man kan dog gøre sit for, at den bliver ordentlig, lyder det fra parterapeuten.

Her kan du se Ingrid Ann Watsons råd til, hvad man kan gøre, for at skilsmissen bliver ordentlig: