Vilde billeder: Fisker fik 'flyvende' haj på krogen
Det er nogle imponerende billeder, fiskerne fik med fra turen.
Det er en af verdens hurtigste hajer, Mark Martin fik på krogen, da han fiskede ud for San Diegos kyst i det sydvestlige USA.
Fiskeren, der er kaptajn på en af San Diego Saltwater Fly Fishings både, fik en makohaj på krogen, da han og tre andre var ude på en halvdagstur.
Det skriver ABC 10 News.
En lang kamp
Videoen viser Mark Martins kamp med hajen, der flere gange springer meterhøjt op i luften. Men selvom han forsøgte at køre hajen træt, lykkedes det ikke.
Efter 20 minutter slap hajen fri.
- Ord kan ikke beskrive, hvordan det føles at se makohajer springe op ad vandet på den måde, skriver han til videoen.
Men selvom den får ros med på vejen, er der også allerede kritiske røster i kommentarsporet til videoen.
- Den kæmper for sit liv. Det er ikke opvisning. Hvis nogen prøvede at stikke til dig med en skarp genstand, ville du også forsøge at slippe væk, skriver Marissa Medina.
Langt fra rekord
Mark Martin vurderer, at hajen vejede mere end 220 kilo. Dermed er der et stykke op til den rekordstore makohaj, som en anden fisker fangede for tre år siden.
Fiskeren Jason Johnston måtte dengang knokle i to og en halv time for at få bæstet i land.
- Jeg har jaget løver og brunbjørne, men jeg har aldrig oplevet noget som det her. Det føltes som om, at der var en tonstung diesellastbil i den anden ende af linen, og den ville bare ikke rykke sig, sagde Jason Johnston efterfølgende til avisen Orange County Register.
Du kan se flere videoer fra San Diego Saltwater Fly Fishing her.